BarKochba91/5

Opdatering...

2012-01-19T00:16:00.000-08:00

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt nyt her fra Jerusalem, da vores julehilsen ikke bliver ved med at være aktuel :-) Vi er kommet godt ind i det nye år og har fået lagt sidste hånd på forårets kirkeprogram (den skal nok blive lagt ud på hjemmesiden inden så længe...), så alt i alt går det fint.

Martin, min barselsvikar, ankom i går aftes og virker til at være en rigtig fin fyr. Lige nu er han ude på en cykel-recogniseringstur med Jakob og Adrian for at tjekke området ud omkring Latrun, inden vores annoncerede mountainbike-tur på tirsdag. Another hard day at work!

På fredag holder vi afskedsfest for to volontører (Ditte og Anne) og en studerende (Adrian), hvis selskab vi alle har sat stor pris på i efteråret. Vi ønsker alt det bedste for dem alle og håber at se dem igen. Det er altid lidt mærkeligt at skulle sige farvel til volontører og andet godtfolk. Vi glæder os naturligvis over, at de har haft et godt ophold og er taknemmelige for det, vi har oplevet sammen. Men det er også lidt trist og vemodigt, hver gang et hold stopper.... vi kan ses igen i DK, men det bliver aldrig det samme... Jeg har nok bare stadig ikke vænnet mig til alle de goddag'er og farveller, som man udsættes for hernede.
Heldigvis er det ikke kun farveller. Vi har godt nok lige sagt farvel til vores volontør Marie og til Ida og Mathias, som var lederpar i Joffihuset, men samtidigt har vi også sagt goddag til Peter og Margrethe, som er det nye lederpar - vi glæder os til samarbejdet og samværet! Og til Martin. Og snart til de nye volontører, som kommer i starten af februar og marts.

For dem af jer, der måske synes, at der til tider går lidt for meget mor-snak i denne blog - jeg beklager. Men jeg kan ikke love, at det bliver bedre i den nærmeste fremtid... :-) Forleden dag fik jeg en snak med tyske Vibeke-Marie, som er med på mit hebræisk hold. Vi kom til at snakke om barselsforholdene i Tyskland i sammenligning med DK. Ifølge hende virkede det som om, at der ikke var så stor forskel i vilkårene for barslende kvinder i DK og i Tyskland hverken før eller efter fødslen. Den helt store forskel lå i, at en stor procentdel af de tyske kvinder (især i det tidligere Vesttyskland åbenbart) ikke startede igen på arbejdsmarkedet efter 1 års barsel, men valgte at gå hjemme ved barnet, indtil han/hun blev tre år. Det er selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre med sig selv og sin mand, hvordan man vil gøre det, men jeg blev alligevel noget overrasket over, at procentdelen var så stor (kan desværre ikke huske tallet). Måske fordi jeg selv har svært ved at se mig selv gå hjemme, indtil junior bliver tre år (tror, at min hjerne ville holde helt op med at fungere..), men også fordi emnet relaterer lidt til det, som jeg i sin tid skrev speciale om. Hvordan kvinder i DK i 1930erne begyndte at kæmpe for deres ret til at komme på arbejdsmarkedet og blive set som andet og mere end mødre. Også som individer, der havde noget at bidrage med i samfundet, og at samfundet derfor blev nødt til at indrette sig efter, at disse individer havde børn, som skulle passes. En begyndende udvikling, der siden har ført til, at langt de fleste danske kvinder nyder deres 1 år på barsel og så starter igen på arbejdsmarkedet. Men hvilke chancer har tyske kvinder for at gøre en forskel på arbejdsmarkedet, hvis de er væk i mindst 3-4 år?? Pr. barn! Det gør det da fuldstændig umuligt.
Jeg synes bare, at det var meget tankevækkende, at det tyske samfund, som jeg på mange måder anser for at være moderne og langt fremme i udviklingen, lige på dette punkt virker til at være lidt fastholdt i traditionelle kønsrollemønstre og opfattelser af, hvad den 'ægte' og 'rigtige' kvinde bør gøre.

Jeg elsker mine børn over alt på jorden og er dybt taknemmelig for muligheden for at være sammen med dem så intenst i løbet af deres første leveår - også selvom det til tider kan frustrere mig at gå hjemme. Men det ændrer ikke ved, at jeg ser mig selv som en kvinde med flere roller. Jeg er ikke 'kun' mor - jeg har også andet at byde på. Og jeg vil gerne lære, udvikle mig, udfordres og blive klogere... på mange af livets områder.

To dage efter denne snak med Vibeke-Marie snakkede jeg kort med en israelsk mor fra Hannahs børnehave, som har en lille baby på knap 4 måneder. Utrolig sød og dejlig baby. Moderen fortalte så, at hun allerede skulle starte på arbejde igen om 1 måned (5 måneders barsel i Israel er faktisk lidt usædvanligt!), men at hun ikke nænnede at aflevere hende i en institution, så hun havde hyret en Nanny til at komme og passe hende derhjemme. Stakkels mor. Og virkelig ærgeligt, at de israelske barselsregler er så dårlige for både mor og barn. Det kan godt være, at det er et spørgsmål om økonomi (hvilke andre argumenter kan der ellers være?), men det er stadig ikke holdbart for hverken mor eller barn.
Og hvor blev kontrasten stor til både tyske og danske mødre....

Årets julehilsen

2011-12-21T05:29:00.000-08:00

Jerusalem december 2011

Kærevenner og familie!

Endnu et årer gået, og det er blevet tid til den årlige julehilsen. Egentlig en god mådeat få tænkt lidt over året, der er gået, med alle de gode og mindre godeoplevelser, men også en anledning til at få sagt tak for samvær, snakke ogtanker.

2011 har væretet godt år for os her i Jerusalem. Vi bliver efterhånden mere og mere’rutinerede’ i det at bo i et andet land, men jeg vil dog ikke afvise, at viikke stadig kan overraskes, forundres, irriteres og udfordres! Foråret bød påafsked med vores 3. volontørhold og velkomst til vores 4. hold. Dette holdbestod dog kun af to personer, som passede sig selv meget af tiden, så forførste gang i vores tid hernede stod vi uden et ugentligt møde med volontørerog en række aflyste arrangementer, hvilket betød en masse ekstra tid. Detpassede meget godt, da Jakob havde meget travlt på Caspari med at arrangere etfire ugers kursus for 21 norske MF-studenter i marts-april. I marts fik vibesøg af Jakobs forældre og nød at have fri sammen med dem. Gode oplevelser ogminder. Og så kom MF-studenterne, og Jakob forsvandt fra Bar Kochba str.! Ej,helt så slemt var det ikke, men han havde meget travlt i den periode både medguidede ture og undervisning. Heldigvis gik kurset rigtig godt, og Jakob ogKnut (chef på Caspari, overbo og god ven) fik god respons tilbage. Kurset blevafløst af påsken, som traditionen tro også er en travl periode i Jerusalem, sådet var et godt brugt præstepar, der kunne sætte sig i sofaen i ugen efterpåsken. Travlhed eller ej – så synes jeg altid, at påsken er noget helt særligther i Jerusalem. Det rører mig at stå på Oliebjerget kl. seks om morgenenpåskedag og se solen stige op eller synge påskelovsange med 600 andreskandinavere i Gravhaven senere på dagen. Ikke fordi det skal være altafgørende at være på præcis det rigtige sted (hvilket vi jo heller ikke var –det er i Gravkirken!), men vi er i den samme by – som også i dag har det sammebehov for at høre budskabet om ham, som kom for at slutte fred; både i hjertetog blandt mennesker.

Den ekstratid i foråret gav mig mulighed for at prøve noget nyt. Derfor valgte jeg ijanuar at starte som volontør i Giftshoppen på Betlehem Bible College én dag omugen. Både for at lære lidt om livet på den anden side af muren, men også forat lære nogle kristne palæstinensere at kende. Det har været meget lærerigt for mig - både det at vænne sig tilcheckpoints og arabiske taxachauffører, men også at møde folk fra en lang rækkeandre lande og at blive gode venner med fx Samar. En lokal, kristenpalæstinensisk kvinde på 28, som på mange måder minder om mig, og så alligevelslet ikke. Jeg har sat stor pris på det – også selvom visse dage har bestået afat prismærke keramik, opstille krybbespil, betjene kunder eller rydde op. Enanden ting, som jeg valgte at gøre, var at følge et fag på Holyland Universityom Israel i det 20. århundrede. En dag om ugen sad jeg på skolebænken igen ogblev undervist sammen med 6 andre kristne fra 5 forskellige lande. Kontrastentil arbejdet i Betlehem var stor – især fordi de andre deltagere ogunderviseren var kristne zionister, som ikke lagde skjul på deres holdning tilkonflikten i landet og på, hvordan den skulle løses. Den ene dag sad jeg ogdiskuterede med en palæstinenser, om Israel selv var skyld i den 2. intifada,idet alle terrorhandlinger stoppede den dag, de begyndte at bygge muren (jegvar uenig!). Den anden dag diskuterede jeg med en finsk zionist, om løsningenpå konflikten nu virkelig ’bare’ var at sende alle palæstinenserne til Jordan(igen: uenig!). Fastlåste holdninger og ensidige opfattelser findes på beggesider af konflikten hernede, og der sad jeg så i midten!

2011 bødheldigvis også på en god lang sommerferie i Danmark sammen med familie ogvenner. I år var vi alle hjemme ca. 8 uger, og vi nød samværet med jer alle.Tak for gode oplevelser, snakke og ikke-kosher mad! J Sommeren blev også præget af, at vifandt ud af, at vores tredje barn var på vej! En dejlig og glædelig nyhed, somhurtigt blev afløst af kvalme, opkast og migræneanfald. Puha. Heldigvis går detmeget bedre nu, og vi har siden fundet ud af, at vi skal have en dreng. Tilstor glæde for os alle – og især for faderen J I skrivende stund fylder maven godt,junior viser tendenser til at blive en fodboldspiller, og vi har fået købt lidtlyseblåt tøj, så mon ikke vi er klar, når han melder sin ankomst sandsynligvisengang sidst i februar? Vi glæder os i hvert fald meget alle fire til at hilsepå ham og lære ham at kende. J

Og aproposbørn – så trives vores to dejlige piger. Rebekka er blevet fem år og er starteti pre-school i en messiansk børnehave. Det lyder måske vildt at starte i skolesom fem-årig og pludselig have ’lektier’ for, men i virkeligheden leger demeget af tiden, og så skal hun måske skrive 10 5-taller på et papir, når hunkommer hjem. Uanset hvad, trives hun godt med det. Det er lige noget for hende,og hendes viden om både det hebræiske og det danske alfabet øges. En dag omugen lærer hun også engelsk, så hun bliver hurtig så klog! Vi er glade for, athun er godt med boglig set, men det bedste er dog at høre, at hun er en god venmod de andre. Det betyder alligevel mere. Hun er stadig mild og god og kærligmod sin søster. Og Hannah? Ja, hun er nu 3 år og en af de store i børnehaven.Hun er fuld af krudt og ballade (på den gode måde) og har en udpræget sans forhumor. Meget populær i børnehaven og har en distinkt israelsk personlighed, somslet ikke minder om os andres. Meget skægt at se. En dejlig glad og frisk pige.

Efterårethar budt på vores 5. volontørhold, og denne gang er vi oppe på god flok.Dejlige volontører, som er meget aktive i vores arrangementer, i godt humør ogmeget hjælpsomme. Vi glæder os til at fejre jul med dem på lørdag, hvor vi ialt bliver 11 personer. For første gang skal vi selv stege kalkunen – spændende,men mon ikke det går, når vi nu også har bacon? 1. juledag fejrer vi en privatfamiliejul med pigerne og lader roen sænke sig over det lille hjem.

Det harværet et travlt efterår, men også fyldt med gode oplevelser. Jakob havde bådeGalilæaturen og ørkenturen, men begge ture gik godt. Jeg er startet på hebræiskundervisning to aftner om ugen, og i oktober havde vi fornøjelsen af at havebesøg af Michael og Marianne samt tre børn i to uger! Utrolig dejligt besøg,masser af gode lege, snakke og oplevelser og en bombet lejlighed J Lige præcis sådan det skal være! Takfor besøget, M&M – vi gemmer det som et godt minde i hjertet.

Så alt i alter livet godt her i Jerusalem, som I måske fornemmer. Børnene trives, arbejdeter godt, manden elsker stadig sin BMW og sit nye computerspil, maven vokser, ogkonen prøver på ikke at være stresset, men derimod være sød og rar J Vi er spændte på, hvad det nye årvil bringe med barsel (min afløser, Martin, kommer midt i januar), baby og nyemuligheder. Men lige nu øver vi os i at være i nuet, bare være sammen somfamilie og lade tankerne samles om julens budskab, som netop i år virkersærligt aktuelt og nærværende:

”For et barn er født os, en søn ergivet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde hamUnderfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Esajas 9,5)

Med ønsketom, at julens budskab og fred også må sænke sig over jer. Glædelig jul!

Mange kærlige hilsner fra Lise ogJakob, Rebekka og Hannah (samt junior)

Udpluk fra Ulpan

2011-12-15T04:13:00.000-08:00

Så sidder jeg der igen - altså på skolebænken. Det plejer at være et sted, jeg godt kan lide at være, og det er det egentlig også denne gang, hvis man ser bort fra, at det foregår to aftner om ugen (søndag og onsdag) fra kl. 17.30-20.30. Puha - tidspunktet er ikke det allerbedste for en gravid småbørnsmor, men jeg prøver da at få banket noget sprog ind i hovedet. Så må vi se, om det lykkedes denne gang....
Tænkte, at jeg ville dele lidt af oplevelsen med jer ved at fortælle jer lidt om nogle af de andre på mit hold.

Den første aften sad jeg ved siden af Octavio, som er katolsk pater fra Columbia. Ca. 40 år. Vi skulle tale sammen to og to, og jeg skulle spørge ham, om han var far! Tja.. jeg kendte nok svaret på forhånd, men han grinede lidt og sagde, at han ikke var far i fysisk, men spirituel forstand. Godt reddet.

Spencer er en kraftig amerikansk jøde på ca. 60 år, som er i Israel i 1 år, fordi hans kone læser til rabbi. Hans største problem for tiden er vist kulden og det at vænne sig til, at alt er småt (i hans øjne). Folks lejligheder, senge, brusere, borde, stole - alt! Han er nok vant til en anden standard from over there..

Hver aften sidder jeg ved siden af Cynthia, som er en sød, argentisk jøde på ca. 28, som lige er ankommet til Israel, hvor hun skal være 1 år. Hun har en jødisk kæreste, som læser til rabbi, men kommer selv fra en sekulær familie. For hendes forældre var det en større forandring, at hun blev kæreste med en rabbi, end da hendes søster blev kæreste med en katolik! Ironisk nok er det ofte mig, der må forklare hende ting om jødedom, som fx hvad den dag hedder, som jøderne holder hellig: Øh, du mener Shabbat?? Men en meget sød og venlig pige.

På et tidspunkt blev jeg sat til at lave en øvelse sammen med Amal, som er en ung, spinkel, arabisk kvinde midt i tyverne. Vi skulle prøve at udtrykke på hebræisk, hvilke tre elementer, der - filosofisk set - kunne være med til at opretholde verden. Og her troede jeg, at det var alef-holdet, jeg var på!! Nå, men jeg fik da sagt noget med Ahava (kærlighed), Mispahot ve haverim (familie og venner) og Elohim (Gud). Hun var enig i de to første elementer, men ville ikke gå med til den sidste. "Jeg er ikke religiøs og tror ikke på Gud", sagde hun. Jeg burde måske også have forudsagt, at forslaget ikke ville falde i god jord. Jeg gik med til, at vi skrev "etik" i stedet for, og for mig selv tænkte jeg: "Gud er alligevel i kærlighed, så jeg fik ham med :-)"

I aftes tog jeg sporvognen hjem sammen med Vibeke-Marie, som er en tysk forsker, og Tazmin, som er en ung palæstinensisk kvinde med muslimsk baggrund. Tazmin fortalte lidt om sit liv: hendes mor er fra Vestbredden, og hendes far er fra Østjerusalem. Hun er selv født i USA og har også boet 5 år i Hebron, indtil hendes familie for nogle år siden flyttede til Østjerusalem. Har lige uddannet sig som ergoterapeut og virker som en intelligent og kvik pige. Men det var lidt mærkeligt at høre om hendes liv midt i sporvognen en sen onsdag aften omgivet af jøder, som skulede til hende, når hun fortalte om sin opvækst i Hebron under intifadaen, eller hvor frustrerende det var pt., hvor hun har opholdstilladelse i Israel, men ikke et israelsk ID-kort. Dvs. hun ikke må køre bil eller arbejde fx. Nyuddannet, men med ingen mulighed for et arbejde, medmindre hun vil arbejde på Vestbredden. Jeg forstår egentlig godt frustrationen, selvom jeg ikke personligt kan relatere til det, men hvad mon den unge jødiske kvinde ved siden af hende i toget tænkte? Hvorfor skulede hun sådan til hende?

Dette var blot et lille udpluk for at give jer en fornemmelse af, hvad jeg kan opleve søndag og onsdag aften, udover at lære nye verber og grammatik.

Børn - børn - børn

2011-11-07T09:35:00.000-08:00

Når jeg (Lise) læser mine indlæg på Facebook, kan jeg godt indimellem standse op og tænke: "utroligt, som jeg altid skriver om mine børn. Er der ikke andet i mit liv?" Og jo - selvfølgelig er der det, men når man er mor til to charmetrolde og har en mere på vej, så fylder det meget i hverdagen, i tankerne og i følelserne. For skønne er de... det kan man ikke komme udenom (og det er naturligvis helt objektivt set :-))
Som når vi i sidste uge fik at vide af pædagogen i Rebekkas børnehave, at hun var meget dygtig til at forstå hebræisk og følge med i undervisningen, men samtidigt også var en god ven. Og få dage efter får nogenlunde det samme at vide om Hannah: hun er kvik og en god ven. Ja, så bliver jeg som mor stolt. Jeg er naturligvis glad for, at de kan følge med, men jeg synes faktisk, at det med at være en god ven slår det andet! Det er et godt ry at have.

Nå, men for at dette indlæg ikke bare skal handle om ros til mine unger, så faldt jeg i dag over dette indlæg på facebook: http://www.etik.dk/artikel/439056:Screening--Israelske-boern-sagsoeger-for-at-vaere-blevet-foedt
En ret skræmmende artikel, som omhandler, hvordan en stigende mængde handicappede i Israel lægger sag an mod de læger og myndigheder, som sørgede for, at de blev født. Hele 600 retssager menes der at have forekommet siden 1987. 600 personer har anklaget myndighederne for det liv, de har fået, som de åbenbart ikke mener, har nok værdi.
Som Rabbi Avraham Steinberg fra Hadassah Hospital på Mount Scopus udtaler til et tidsskrift: "Jeg finder det meget svært at forstå, hvordan forældre kan stille sig op på vidneskranken og sige til deres børn: "Det ville være bedre for dig ikke at være blevet født." Hvad er de psykologiske virkninger på børnene?"
Et meget godt og skræmmende spørgsmål!

Hvordan kan forældrene få sig selv til at gøre det? Hvordan påvirker det et barn at høre sådanne ord af sine forældre? Og hvordan kan et menneske nå dertil, at det ønsker ikke at være blevet født?

Artiklen fortsætter med at påpege, at Israel er et af de lande i verden, der foretager flest screeninger af fostre. Og i min gravide tilstand er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Ikke fordi jeg er blevet skannet så vældig meget. En skanning for nogle uger siden, hvilket svarer til en uge 19 skanning i DK. Men jeg blev både overrasket og lidt chokeret over, hvor længe lægen skannede mig. 45 minutter, og så føltes det også, som om alt på babyen var blevet undersøgt. Helt ned til dens drøpel og øjenlinser! Var det også nødvendigt? Ikke fordi jeg blev forarget over det, men mere lidt forundret. Fik følelsen af, at jeg var med på en jagt efter fejl .Heldigvis blev der ikke fundet nogle - et sundt og velskabt barn er på vej, og vi får endda fornøjelsen af at prøve at få en dreng denne gang, så vi kan da ikke være andet end lykkelige og tilfredse med det.

Men når jeg tænker tilbage på en snak, jeg havde med en af volontørerne, om at det var en god skik i Israel, at mange mongoler arbejder som afryddere på caféer og lign., fordi de er ude mellem andre folk, og faktisk gør deres arbejde meget samvittighedsfuldt og dygtigt. Ikke som i DK, hvor det kan føles som om, at handicappede er nogle, som skal gemmes væk og helst ikke ses og høres. Det er naturligvis en grov generalisering, men tendensen mærkes indimellem. Men få dage efter denne snak fandt jeg ud af, at der foretages op til 60.000 aborter i Israel om året! Skræmmende tal. Der måtte jeg så lige revidere min opfattelse af den israelske holdning til sygdom og handicap.

Dette er ikke skrevet for at fordømme andre. Det er ikke min opgave. Men jeg kan ikke andet end have ondt af de små babyer, som aldrig får lov til at blive født og mødt med kærlighed. Eller de stakkels kvinder, som må gennemgå en sådan oplevelse. Eller de børn, som vokser op, men fortryder, at de har fået livet, og som ønsker at have være blevet fjernet.
Hvor må det gøre ondt på deres himmelske far, som elsker dem for det indvid, de er.

Vlog om missionsamarbejdet TORVET

2011-10-20T04:29:00.000-07:00

Kom med ud og leg på motorvejen!

2011-10-09T03:31:00.000-07:00

Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro at Israel havde indført bilfri lørdag, som man havde bilfri søndag i Danmark for mange år siden. Men nej, årsagen til at vejene lå øde og forladte hen, og at cyklerne derimod blev luftet som ingen anden dag på året, skal søges et andet sted. I går (lørdag) var det Yom Kippur (Den store forsoningsdag). Dagen hvor langt de fleste jøder faster, hvor politiafspærringer sørger for at ingen bruger bilen, og hvor det nationale tv-signal er slukket. Alt sammen for at markere, at folket som nation bruger en dag på at bekende deres synder for Gud. Det er af gode grunde ikke længere muligt at fejre dagen, som den er foreskrevet i det gamle testamente, hvor ypperstepræsten skulle gå ind i det allerhelligste og skaffe soning for folkets synd. Men istedet ofrer man i dag af sin overflod ved at give til de som ikke har så meget, og holder sig ellers til faste og afholdenhed.

Os danskere i Jerusalem fejrede forsoningsdagen med en aftensgudstjeneste i Redeemer Church. I en kristen sammenhæng er det naturligt at se dagen og alle ofrene som pegende frem imod Jesus på korset. Vi læste f.eks. teksterne om forsoningsdagen i GT (3.mos16), i sammenhæng med Jesu død på korset, som får forhænget i templet til at flænges i to dele. Det forhæng som det ellers kun var tilladt ypperstepræsten og netop kun den ene gang om året på den store forsoningsdag, at træde ind bag.

Det er vores bøn at det jødiske folk må få øjenene op for denne den største forsoningsdag. Dagen hvor Gud forsonede sig med verden og dermed også med dem, og at der derfor nu ikke er andet end menneskers vantro der kan skille os fra Gud og fra hans Søn, som denne dag vandt sejren for os.

Det store valg!

2011-09-14T10:39:00.000-07:00

Nu må det vist være på tide at få skrevet lidt nyt på denne blog. Sommerferien er forlængst overstået, og vi er godt igang med arbejdet igen.

Jakob har haft travlt med at stå for Galilæaturen i sidste uge i stedet for mig, og i denne uge står han for lovsangsaften i kirken med Børkop Højskole, Dansk Jødisk Venskab og Ordet og Israel samt vores 2. dåb i kirken på lørdag. Så han har nok at lave.

Jeg har haft travlt med at prøve at lære vores nye volontører at kende og få dem til at falde til i alt det nye. Vi har pt. Helene og Marie, og om nogle få uger modtager vi Lone. Arild, som har været her siden marts måned, rejser hjem i morgen (god tur, Arild!) Og ja - ellers passer jeg godt på babyen i maven, som vokser og vokser.

Hannah er startet i sin gamle børnehave på universitetet igen, men nu er hun en af de store børn! Det forpligter, har jeg prøvet at overbevise hende om :-) Hun trives godt derop og er god til at tage sig af de nye, små børn.

Og Rebekka er startet i sin nye børnehave, Jacob's ladder, som er en messiansk børnehave. Hun er i afdelingen for 5-6 årige (selvom hun først bliver 5 til oktober), og er derfor allerede gået i gang med at lære hebræiske bogstaver og engelske ord. Jeg skal lige vænne mig til, at min lille pige ikke er så lille mere, men faktisk kommer hjem med lektier for! Hun klarer det nu meget godt og får ros for sit hebræisk. Godt gået! :-)

I disse valgtider, som naturligvis præger DK langt mere i disse dage, end det præger Israel, kunne jeg ikke lade være med at more mig lidt. Det er egentligt lidt trist, at vi denne gang ikke får stemt. Jeg er vokset op med, at man som borger skal gøre sin pligt, og derfor er det ærgeligt, at vi ikke kan være med til at stemme. Det skyldes ikke, at vi bor her, men derimod at vi var for langsomme til at finde ud af valglisten og først for sent fandt ud af fristen for brevstemning. Øv.

Nå - men held og lykke til jer andre i morgen, og må den bedste kandidat vinde!

Det, jeg morede mig over, var et besøg, vi havde fra DK. Min kusine Johanne Marie var hernede i halvanden uge sammen med sin mand Jan og hans familie. Rigtig hyggeligt besøg - og nej, jeg morede mig ikke over dem (selvom de nu har en ganske underholdende tilgang til livet), men derimod af et billede de havde taget af Jan, der stod ved siden af en lygtepæl, hvorpå der var hæftet en plakat. De troede, at det var en valgplakat. Som de sagde: "Han hænger da over hele byen." Ja, det har I ret i, men plakaten var faktisk med Rabbi Schneerson, som er en afdød rabbiner fra Tel Aviv, der af visse ultra ortodokse jøder blev anset for at være Messias. Desværre - i deres øjne - døde han, men de afventer hans næste komme. Så det er egentlig en valgplakat for Messias!

Det fik mig til at tænke over, hvordan det ville være, hvis ham, vi regner for at være Messias, stillede op til valg i DK. Hvis der hang valgplakater med Jesus alle vegne, og hvis han medvirkede i det ene valgprogram i tv efter det andet. Hvad ville folk sige til hans budskab? Hvor mange stemmer ville han få?

Det paradoksale er, at Jesus faktisk er til valg hele tiden, men det er der så mange, der ikke ved! Jesus har gang i en livslang valgkampagne, hvor han kæmper for at få folk til at tage stilling til ham og høre hans budskab. Men desværre er hans medhjælpere ikke så aktive i valgkampen, som de burde være, eller også tøver de med at gå frem med budskabet af frygt for, hvordan det vil blive modtaget.

Men sikke et budskab, det er! Det slår alt, hvad andre politikere kommer frem med! Det handler om fred med Gud. Om tilgivelse og kærlighed. Om nåde. Om en relation til en levende og virkende Gud.

Tænk, hvis valgdetagelsen til dette valg en dag blev lige så stor, som folk spår, at den bliver til valget imorgen!

Tid til status!

2011-07-02T00:54:00.000-07:00

I morgen rejser vi hjem til Danmark til en god og lang sommerferie med venner og familie! Det glæder vi os rigtig meget til.

Måske ses vi på SommerOase i uge 29 eller Holmsborg Bibelcamping i uge 30? Vi er der i hvert fald og vil gerne mødes :-)

Det betyder også, at dette forår er ved at være ovre i kirken i Jerusalem. Derfor er det oplagt at gøre lidt status og runde af.

En af de største ting i dette forår har været besøget fra norske MF på Caspari. Jakob brugte enormt meget tid på at forberede deres ophold og være med til at afvikle det, og det blev en stor succes. Tror, de alle rejste hjem med en masse gode oplevelser og indtryk fra Israel og tanker at tænke videre over. Og Jakob blev en lang række erfaringer og oplevelser rigere. Og det er da ikke så ringe.

For mig har det været et lidt anderledes forår, da vi ikke har haft så mange volontører; nemlig kun Leah på Caspari og Arild på Sct. Louis. Og de har været meget selvkørende, så jeg fik pludselig en masse tid til overs. Heldigvis fik jeg investeret den tid i et fag på Holyland University om Israel i det 20. årh. (hør mig fortælle om det på Holmsborg, hvis du er interesseret!), og jeg begyndte også at arbejde i giftshoppen på Bible College i Betlehem. To meget forskellige og udfordrende oplevelser. Men jeg har lært meget og mødt mange spændende mennesker.

Det sværeste har nok været at være blandt amr. kristne zionister den ene dag, som kun kunne se tingene fra Israels side, og dagen efter være blandt palæstinensere, som kun kunne se tingene fra deres egen side. Og så stod jeg der midt imellem og prøvede at forsvare hhv. den ene og den anden part. Noget af det mest udfordrende hernede for mig er nemlig, når jeg møder mennesker, der har fuldstændig fastlåste holdninger. Især om konflikten. Som er overbeviste om, hvor skylden skal placeres, og hvordan konflikten skal løses. Som omtaler parterne som "os og dem", og som har svært ved at se nuanceret på konflikten. Det provokerer mig meget.

Jeg ved godt, at jeg som dansker ikke på samme måde vil kunne sætte mig ind i, hvordan det er at være hhv. israeler og leve med frygten for terror, eller for at din søn eller datter skal i militæret og sendes i krig. Eller hvordan det er at være palæstinenser og få sin frihed og muligheder begrænset i den grad, som de ofte gør. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sætte mig ind i deres følelser, og derfor er mange ting nemmere for mig, idet jeg kommer ude fra. Men når man nu kender folk på begge sider og møder nogle, som taler om israelere og palæstinensere som 'en udefinerbar masse' - så kan jeg ikke andet end håbe, at de en dag lærte en at kende på den anden side. Fik et ansigt og et navn på. Så det menneske, som minder om dem selv så mange måder. Især messianske jøder og kristne palæstinensere, som har endnu flere fællestræk end den øvrige befolkning. Jeg tror på, at det er sværere at hade, når du kender mennesket.

Øvrige ting at gøre status over:

- pigerne har haft det rigtig godt i børnehaven sammen og er blevet supergode til hebræisk. Jeg bruger dem nu som mine tolke og oversættere :-)

- vi havde en fantastisk påske hernede, hvor vi mødte mange dejlige mennesker og endnu engang fik mulighed for at takke ham, som det hele drejer sig om

- vi har haft dejlige besøg fra DK: fra svigermor og svigerfar og fra gode venner

- jeg fik aldrig taget mod til mig og henvendt mig til den messianske sikkerhedsvagt, som står ved banken (jf. tidligere indlæg), men forleden dag henvendte han sig til mig, da jeg tilfældigvis gik forbi ham i en lille park. Han præsenterede sig og fortalte, at han var glad for at vide, at der var kristne søstre og brødre, som også boede i nabolaget. Det er godt, at Gud ikke er afhængig af mit mod!

Alt i alt et godt forår, og nu vender vi næsen mod DK. Vi glæder os til at se familie og venner igen og vil gerne benytte anledningen til at sige tusind tak for forbøn og tanker i året, der er gået. Vi sætter stor pris på det, og det gør en kæmpestor forskel for os. Så tak.

Vi ses!

Naksa eller Musalaha?

2011-06-05T23:40:00.001-07:00

I begyndelsen af Juni var der igen uroligheder ved den Israelsk-Syriske grænse i Golanhøjderne. Situationen var i nogen grad en gentagelse af urolighederne i forbindelse med Nakba-demostrationer (palæstinensernes markering af Staten Israels oprettelse for et par uger siden). Ifølge syriske tabstal blev 20 palæstinensiske demonstranter dræbt da de forsøgte at klippe hul i pigtrådshegnet og krydse grænsen mellem Syrien og Palæstina. Den Israelske hær påpeger at de inden brugen af skarp ammunition havde brugt tåregas, varselsskud i luften, og over højtalere på arabisk, advaret demonstranterne om at det var med livet som indsats de nærmede sig sikkerhedshegnet.

Man må selvfølgelig have sympati med de familier som har mistet familiemedlemmer. En af de dræbte var tilsyneladende en 12 årig dreng!!!. Men samtidigt så er det svært at forstå, at man på den måde helt bevidst om faren, vil sætte livet på spil, eller sin 12 årige søns!!!, for at krydse en grænse. På den anden side kan jeg også have en vis forståelse for at den israelske hær ikke kan tillade demonstranter at krydse grænsen illegalt, men på den anden side, var der virkelig ikke andre muligheder end at skyde og dræbe demonstranterne der nærmede sig hegnet?

Naksa, som Palæstinenserne kalder dagen for disse demonstrationer, er arabisk og betyder "tilbageslag". Dagen er en markering af tilbageslaget under 6-dageskrigen i 1967, hvor Israelerne erobrede bl.a. Golanhøjderne hvor demonstrationerne fandt sted. Og uanset hvilken side man har sympati for i konflikten bliver "Naksa" (tilbageslag), efter min mening en passende betegnelse for dagen. Tilbageslag for en varig løsning på konflikten. Tilbageslag for fredelige gensidige forhandlinger. Tilbageslag for gensidig forståelse og respekt. Og i sidste ende tilbageslag for fred og retfærdighed.

Det er virkelig svært at forestille sig en løsning på den tilsyneladende uløselige konflikt. De politiske krav fra begge sider syntes bare at blive mere og mere uforenlige, og begge sider synes mere og mere optagede af at løse konflikten ensidigt. Israel ved brug af deres militære overmagt, i et forsøg på at fastholde den nuværende (uholdbare?) situation, og Palæstinenserne med deres forsøg på at få en ensidig anerkendelse af en Palæstinensisk stat gennemført i FN til September. På det storpolitiske plan er det virkelig svært at få øje på hvad der nogensinde skal føre til fred og forsoning.

På det mellemmenneskelige plan er der dog stadig håb. Her er der stadig beretninger om, hvordan personer fra begge sider får øjnene op for, at det faktisk er medmennesker, som står på den anden side og at eneste håb for virkelig fred og forsoning går via gensidig respekt, anerkendelse og tilgivelse.

Musalaha er det arabiske ord for forsoning. Og organisationen Musalaha, som støttes af bl.a. den Danske Israelsmission, arbejder for forsoning netop gennem tilgivelse, anerkendelse og gensidig respekt. Gennem deres projekter får palæstinensiske kristne og Jesustroende jøder muligheden for at møde hinanden og få "rigtige" ansigter på den anden side i konflikten. Det kan virke som en dråbe i havet, at 20 unge fra begge sider i konflikten kommer på en tur ud i ørkenen, lærer hinanden at kende og får nedbrudt nogen af deres fordomme om hinanden, men det er, som jeg ser det lige nu det bedste håb for at der nogensinde vil komme en varig løsning på konflikten.

Ser man derfor på et storpolitiske spil, er det svært at få øje på andet end "Naksa" (tilbageslag). Det eneste sted hvor "Musalaha" (forsoning) er en reel mulighed er på det individuelle mellemmenneskelige plan. Og jeg er derfor stolt af at være medlem af en organisation der støtter "Musalaha".

Teologi på norsk

2011-04-27T05:03:00.000-07:00

Sådan ser man ud hvis man lige har gennemført et 4 ugers teologisk kandidat kursus. Smilene på de 6 ved bordet er norske og skyldes at de netop har gennemført 4 uger med undervisning, besøg på alle de historiske steder, hikes og foredrag i Israel. Det sidste smil ved bordet er imidlertid dansk, og skyldes at han om lidt kan sige pænt farvel til de studernede og sende dem på flyveren hjem til Norge.

De fire uger der førte op til påske var der lidt ekstra liv på Caspari Centeret. 21 unge engagerede teologistuderende fra MF i Oslo havde gjort deres indtog. Programmet de var på var et fælles projekt mellem Caspari og MF. MF stillede med to undervisere og vi stod for al den praktiske koordinering, lidt undervisning og så delte vi guidingen ca. ligeligt imellem os.

Jeg havde brugt det meste af efteråret på at foreberede oplægget og det var derfor spændende endeligt at kunne tage hul på det.

Jeg var særligt spændt på de 2 dobbelttimer hvor jeg selv skulle undervise. En ting er at undervise på en bibelskole, men det kræver alt andet lige en lidt anden grad af forebredelse når det er bachelorer i teologi der sidder bag bordene. Det gik nu rigtigt godt. Jeg kunne trods alt lære dem lidt om Josefus, arkæologi og Galilæa på Jesu tid.

Et par af kursets højdepunkter var ellers. Foredraget med Jerome Murphy O'Conner, Turen til Gamla, Rundvisning på Herodion, og at se Herodes den stores Mausolæum og private romerske teater.

Det var en stor tilfredsstillelse at kunne være med til at 21 unge nordmænd på denne måde fik en øget forståelse af kristendommens historiske udgangspunkt, men også at kunne bringe dem i kontakt med de nutidige efterkommere efter de første jødekristne i kraft af den messianske bevægelse.

Os og dem...

2011-04-10T10:28:00.000-07:00

Da jeg (Lise) sad og læste på den israelske netavis Haaretz forleden dag, faldt jeg over flg. artikel: "Jerusalem builds fence between secular, religious playgrounds

(se linket: http://www.haaretz.com/print-edition/news/jerusalem-builds-fence-between-secular-religious-playgrounds-1.347541 ), som omhandler en legeplads delt ml. en sekulær nursery school (vuggestue) og en ultra-ortodoks nursery.

De ultra-ortodokse forældre har klaget til kommunen over, at børnene delte legeplads, og derfor har kommunen bygget et hegn, som deler legepladsen i to, så børnene ikke bliver blandet. Hegnet vil blive yderligere udbygget, så børnene heller ikke kan se ind til hinanden.

De ultraortodokses argumenter var bl.a.: "to keep their children from seeing other little boys in T-shirts and without skullcaps" samt for at bevare deres egen uddannelse uden at blive påvirket af de sekulære. Vi omringer ikke den sekulære vuggestue, som en af de ultraortodokse siger.. "we're surrounding ourselves!"

De sekulære forældre har protesteret over hegnet og udtaler bl.a.: "[it] will create a cage feeling. The children got along and played games; it is regrettable that we adults separate them and show it's impossible to live together in the same city and the same state."

En anden fortsætter: "Raising children in such a setting is very sad. This was a normal neighborhood, and it's painful to think what this fence says about our neighborhood and city. Where will this ghettoization end?"

Min første reaktion, da jeg læste artiklen, var overraskelse og irritation på de ultraortodokse. Enhver, som har prøvet at være i Jerusalem for længere tid, har sandsynligvis opdaget, at netop den gruppe i samfundet, kan være lidt besværlig at have med at gøre. Ikke fordi de i og for sig generer mig, men alligevel... Det er dem, der kan finde på at spytte på mig, hvis de synes, jeg er for verdslig klædt. Det er dem, der kigger nedladende og fordømmende på mig. De optager sæderne i busserne og forhindrer mig i at kunne sidde ned. De får mig til at føle mig som en outsider og som mindreværdig. Eller rettere: det er der nogle af dem, der gør. For jeg tvivler ikke på, at mange af dem sikkert er flinke og rare mennesker, som det ville være interessant at lære at kende. Og de er da bestemt bemærkelsesværdige at se på i hverdagen. Men tendensen hos dem til at være meget fastlåste - og i mine øjne lidt fordømmende - i deres holdninger er klart til stede. Også i en sag som denne.

Selvom det drejer sig om toårige børn, så frygter de for de sekulære børns påvirkning. De kunne fx lære dem bandeord. Desuden frygter de også de sekulære kvinders påklædning om sommeren (hvilket jeg læste i en anden artikel om samme tema). Som den ultraortodokse far udtrykte det: det er ud fra et ønske om at indhegne sig selv. Beskytte deres børn mod det, de mener, er farligt og forkert.

Og så langt kan jeg som forældre godt følge dem. Hvem vil som mor eller far ikke gerne beskytte sine børn mod det farlige? Det som kan skade dem. Mit spørgsmål er bare, om hvad der er mest farligt her? Er det andre toårige drenge uden kippa på, som kan komme til at sige et lille bandeord, hvis de falder og slår sig? Er det en kvindelig pædagogs skulder? Eller er det snarere det menneskesyn og den livsindstilling, som de ultraortodokse forældre præger deres børn med? Frygten for dem, der er anderledes. Opdelingen af mennesker i 'os og dem', i 'de gode og i de forkerte'.

Men igen: det er vel ikke kun en tendens, som ultraortodokse i Jerusalem har? Den opdeling er de fleste af os vel egentlig i fare for selv at leve efter - hvis vi nu skal være helt ærlige. For det er så dejligt nemt at kunne dele verden op i sort og hvid - i det rigtige og forkerte. Så er det så nemt at forholde sig til, hvad man skal gøre. Der er dog noget forskel på, hvordan denne opdeling bliver foretaget. Nogle deler op i racer, i køn, i religion, i seksualitet eller i holdninger. For nogle vil det være de homoseksuelle, der er potentielt farlige, mens det for andre er de 'ikke-kristne' eller jøder/palæstinensere.

Desværre er der rigtig mange, der opdeler mennesker på denne måde. Og ved netop selv at lave en opdeling i 'de forfærdelige mennesker, der gør det' og 'mig, der heldigvis aldrig kunne finde på det', så er jeg selv skyldig. Jeg tror, de fleste mennesker vil være mere eller mindre ramt af det, hvis de tør være ærlige over for sig selv og andre.

Men selvom det er noget, vi alle gør, så finder jeg det stadig trist. Og jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ville ønske, at vi kunne lære af ham, som ikke satte skel, men derimod nedbrød mure, og som gerne vil fjerne hegn mellem mennesker. Om det så er fysiske hegn i en vuggestuelegeplads (eller mure for den sags skyld!), eller det er usynlige hegn i samfundet.

Jesus kunne finde ud af ikke at opdele mennesker. Han ser på hver enkelt med lige stor kærlighed, så det enkelte individs potentiale og muligheder, men også de sår, der er. Han ønsker at lære alle mennesker at kende og give alle en ny chance - uanset hvem de er! Sikke en læremester!

En familietragedie...

2011-03-13T03:08:00.000-07:00

Til dem af jer, der blev forskrækkede over min titel, vil jeg skynde mig at sige, at den tragedie, som jeg vil komme ind på, ikke på nogen måde har noget at gøre med vores familie!

Tragedien har ramt en jødisk, religiøs familie bosat i Itamar - en jødisk bosættelse sydøst for Nablus på Vestbredden. Fredag aften (for to dage siden) ved 22-tiden trængte et ukendt antal mænd ind i deres hus og myrdede begge forældre og 3 børn ved knivstik. Børnene var hhv. en dreng, Yoav, på 11 år, en anden dreng, Elad på 2 år og en lille pige, Hadas, på 3 måneder. Alle blev myrdet med knive, mens de lå og sov i deres senge. Familiens tre øvrige børn (på 2, 8 og 12 år) overlevede angrebet.

Den israelske regering kalder det et terroristangreb og har iværksat en eftersøgning for at finde de skyldige. Der er usikkerhed om, hvorvidt det er en organiseret terrorgruppe, der står bag, eller enkeltpersoner, som støtter en af de store palæstinensiske terroristgrupper.

Normalt kommenterer jeg ikke så tit politiske begivenheder her i regionen, da jeg synes, at det kan være svært som udenforstående både helt at komme til bunds i, hvad der reelt skete, da palæstinenserne og jøderne sjældent fremstiller sagen ens, men også fordi den igangværende konflikt i landet er så kompleks, at det ikke er muligt at give enkle, sort/hvide løsninger til den. Men denne begivenhed har jeg alligevel valgt at kommentere.

Først og fremmest fordi jeg blev ked af det, da jeg hørte om tragedien. Uanset race, religion eller overbevisning har INGEN fortjent at blive myrdet i deres senge. Det er virkelig forfærdeligt, at forældrene blev myrdet - klart - men jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, hvordan nogle kan få sig selv til at myrde børn og så en lille baby på tre måneder! Hvad er det for en ondskab??

Dernæst blev jeg ked af det, da jeg læste de efterfølgende kommentarer fra div. israelske politikere. Premierminister Benjamin Netanyahu udtalte bl.a.: “There is no justification, no excuse and no forgiveness for the murder of babies.”

Mens en anden minisiter, Yuli Edelstein (minister for diplomati og diaspora affærer) udtalte, at angrebet viste, at der ikke en partner på den anden side . Fortsættelsen lyder: "While our children are slaughtered in their beds and Gazans celebrate the criminal butchery by handing out candy and cheering shouts of joy, I ask the international community: With whom do you expect us to talk about peace?”

Jeg kan godt forstå disse udtalelser rent menneskeligt set, men samtidigt er det dobbelt tragisk, hvis sådan en tragedie som denne er med til at udvide kløften endnu mere mellem palæstinensere og israelere. Det er ikke for på nogen måde at retfærdiggøre eller forsvare angriberne - det er umuligt! Det er mere med tanke på de palæstinensere, jeg efterhånden har lært at kende hernede. Den ganske alm. palæstinenser, som fx min ven Samar fra Betlehem og hendes familie, som jeg var hjemme og spise ved i torsdags. De risikerer at blive sat i bås med disse voldsmænd og blive karakteriseret som 'disse forfærdelige palæstinensere'. Alle samlet under én kam. Og det er jo ikke retfærdigt imod dem, for de kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Det er jeg sikker på.

Så derfor er det med vemod, at jeg læser dagens netaviser. Stor medfølelse med de overlevende børn og familien til de dræbte og et ønske om retfærdighed og tilfangetagelse af forbryderne. Men også medfølelse med alm. palæstinensere, der også rammes af en tragedie som denne.

Hvordan skal der nogensinde kunne blive fred hernede? Åh, Jesus, gid du ville komme og skabe fred hernede. Fred i hjerterne og hele de sår, der er her....

Volontør igen igen!

2011-02-20T04:37:00.000-08:00

Mærkelig titel, tænker du måske.. men jeg (Lise) er faktisk blevet volontør igen. En dag om ugen (tirsdag) kæmper jeg mig igennem morgentrafikken i Jerusalem og gennem checkpointet for at komme til Betlehem Bible College i Betlehem. Her arbejder jeg som volontør i deres giftshop.

Jeg må tilstå, at jeg havde lidt sommerfugle i maven, den første dag jeg var på vej derud, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle lave, og hvem jeg skulle arbejde med. Jeg havde bare fået et telefonnummer og ringet og lavet en aftale. Gulp.. ikke lige sagen for en kontrolfreak som mig!

Nå, men jeg mødte op, og første dag bestod af at tælle lageret op, da giftshoppen lige havde fået en ny manager, som gerne ville vide, hvor meget der var af hver enkelt ting. Der stod jeg så i syv stive timer og talte oliventræsfigurer, t-shirts, porcelænstallerkner, postkort, kors, bøger, cd'er osv., til jeg var helt ør i hovedet. Siden hen har mit arbejde bestået af lidt af hvert: oprydning, betjening af kunder, indpakning af gaver, sortering af varer, påsætning af stregkoder, påsætning af stregkoder igen (fordi de hele tiden falder af!) og andet forefaldende arbejde. Jeg vil ikke sige, at det er det mest krævende og sindsoprivende arbejde, jeg har haft i mit liv, men på den anden side har det været godt at komme ud og lave noget helt andet, end jeg er vant til. Desuden tror jeg, at det gør en forskel for stedet, og det er da også værd at tage med.

Nogle undrer sig måske over, hvorfor jeg overhovedet er der. Det er der forskellige årsager til: 1) vi får kun 1 ny volontør til foråret, så for at jeg ikke skal overfalde den stakkels fyr hele tiden, fandt jeg det nødvendigt at finde på noget andet at lave indimellem. 2) et arbejde på Vestbredden giver mulighed for at søge om støtte til betaling af Rebekkas børnehave (også værd at tage med) 3) det giver en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende og hjælpe lidt til. Bonus er, at jeg arbejder blandt arabiske kristne, hvilket giver mulighed for at lære lidt om, hvordan det er at bo på den anden side af muren. Ydermere møder jeg mange andre mennesker fra forskellige sammenhænge: englændere, amerikanere, skotter, tyskere mm. Spændende sammenblanding.

Især har jeg sat pris på at lære Samar at kende (hun er manager i giftshoppen). En sprudlende, glad og sjov arabisk kvinde sidst i tyverne, som giver et indblik i, hvordan det er at være ung og bo i Betlehem. (ja, man er altså stadig ung, når man er sidst i tyverne.. eller i begyndelsen af trediverne for den sags skyld :-)) Mit indtryk er, at hun er ret atypisk for arabiske unge kvinder. Måske fordi hun har opholdt sig meget i England og USA og er blevet præget af kulturen der. Måske fordi hun har en jeg-vil-gerne-skille-mig-ud-personlighed og ikke nødvendigvis vil bøje sig for, hvad en arabisk mand siger, bare fordi han er mand. Uanset hvad, synes jeg, at det er rigtig spændende at lære hende at kende.

Til sidst vil jeg gerne fortælle om en oplevelse, som jeg havde på vej hjem fra Betlehem. Jeg skulle igennem det famøse checkpoint og havnede midt imellem en stor gruppe amerikanske og tyske turister. Puh, hvor tog det lang tid at komme igennem! Både fordi vi var mange mennesker på et lille og trangt sted, men måske også fordi visse midaldrende amerikanske kvinder har lidt svært ved at forstå simple beskeder som: gå igennem gaten (og nej, du behøver ikke tage dine sko af...)! Nå, men da vi stod der som sild i en tønde, kunne vi høre (ikke se), hvad der foregik længere fremme i flokken ved dem, der var på vej igennem metaldetektoren. En israelsk soldat blev ved med at sige i højtaleren: "move forward, man with the peacemaker!" Beskeden blev gentaget op til 10-15 gange. Alle kiggede lidt undrende på hinanden.. øh, peacemaker? Hvis der var noget, der manglede lidt præcis der, så var det vist en peacemaker! Til sidst fandt soldaten ud af sin fejl og rettede beskeden til "move forward, man with the pacemaker!" Ret stor forskel.

Jeg fandt situationen lidt absurd og lettere komisk, men samtidigt kunne jeg godt mærke, at jeg også var lidt irriteret over at være strandet der i menneskemylderet. Og da jeg så mig omkring, så jeg flere arabere, som så ud til at være endnu mere irriterede end jeg. Og hvor kan jeg bare godt forstå det. Tænk at skulle igennem sådan en mølle hver eneste dag. Og sikke en kæmpestor forskel, der var på den behandling, man fik, hvis man kom fra USA (eller DK), i forhold til, hvis man var araber. Amerikanerne blev budt velkomne til landet, og det så ud som om, at arabernes tilstedeværelse blev allernådigst tålt. Nu ved jeg godt, at der er mange sider i denne sag, og at det ikke er muligt at komme med et enkelt bud på, hvordan den komplicerede, uløselige konflikt, der har foregået i årevis, kan løses. Men da jeg stod der den eftermiddag i menneskemængden og ventede, fik jeg dog alligevel medfølelse med araberne, som skal igennem checkpointet dagligt og må finde sig i den behandling, de får. Jeg skal trods alt kun derud en gang i ugen....

De tre D'er

2011-02-04T00:39:00.001-08:00

Sidste lørdag var vi til gudstjeneste i den messianske menighed Shemen Sasson. Vi kom der ret trofast sidste år, men besluttede egentlig at stoppe der efter sommerferien, fordi den præst, som vi ventede på, skulle komme tilbage fra orlov, valgte helt at stoppe. Nå, men lang historie... efter 7 måneder var vi der igen. Og denne gang var det min tur til at høre prædikenen.

Det var Caleb Meyers, der prædikede, og han talte om vores relation til Gud. Jeg vil særligt nævne to ting fra talen:

Han talte om de tre d'er: desire - discipline - delight. I den betydning, at vi kan have en desire (et ønske) at lære Gud bedre at kende. Fx et ønske om at komme tættere på Ham gennem bøn, men det kræver faktisk disciplin. For at vi skal komme til at bede mere, så må vi faktisk 'tage os lidt sammen'. Og dette skal ikke forstås i betydningen: at vi tager os sammen for, at Gud bedre kan lide os, men at bøn hver dag kræver en god rutine. Det kommer ikke af sig selv, men kræver lidt arbejde fra vores side, fordi vi så nemt bliver afledt af noget andet, eller ikke får taget os sammen. Jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i det. Og det sidste d (delight) - ja, det kommer, når vi får oparbejdet denne gode vane og ofte får snakket med Gud - og lyttet til ham! Så kommer velsignelsen! Det kan måske komme til at lyde lidt strengt eller lidt firkantet, men for mig var det faktisk rart at få sat det op på denne måde: der er faktisk noget konkret, jeg godt kan gøre. Jeg skal gøre noget ved min desire om at lære Gud bedre at kende: jeg skal bede og være stille sammen med Gud. Og det følger der velsignelse med til. Åh, hvor vil jeg gerne lære det :-)

Det næste billede var om en særlig blomst, der vokser i NordIsrael. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men det særlige ved den var, at når den havde gode vækstforhold og nok vand, havde den blade og bar frugt, men når den var ved at tørre ud, krøllede bladene sig sammen og blev til torne. Ifølge traditionen var det af denne plante, at Jesu tornekrans blev lavet. Vi ved selvfølgelig ikke, om det er sandt, men for mig blev det et stærkt billede. Hvis jeg tørrer ud som menneske, hvis jeg ikke bliver fyldt på af Gud - så udvikler jeg torne. Så bliver jeg hård og afvisende og gør ondt at være sammen med. Det viser mig igen vigtigheden af at være sammen med Gud dagligt for at blive fyldt på.

Til sidst: måske lyder alt dette her meget fromt for nogle, men i virkeligheden er jeg faktisk ikke så "from." Grundet personlige årsager har jeg haft en lang tørkeperiode i mit forhold til Gud, som langsomt er ved at vende. Derfor er det så befriende for mig, at Gud lægger denne desire i mig efter at lære ham at kende og viser mig, at Han gerne vil 'vande' mig og lade mig vokse i kendskab til Ham. Det viser mig, at Han stadig elsker mig :-)

En god tradition

2011-01-05T01:17:00.001-08:00

Først vil vi gerne ønske Godt Nytår til jer alle! Håber I kom godt ind i 2011. Det gjorde vi. Havde en hyggelig aften med gæster og god mad, men det var en lidt stille aften, da vi kun havde én bordbombe og stjernekastere... ikke hvad man er vant til i DK!

Det lader til, at vi har fået skabt en tradition hernede i dagene omkring nytår, idet nogle af forældrene fra pigernes børnehave, som vi besøgte før jul, spurgte os, om vi ikke igen i år inviterede folk over for at se vores juletræ (hvilket vi gjorde sidste jul). Øh, jo, det kunne vi da godt. Så den 30. december inviterede vi tre hold forældre fra børnehaven + børn til dansk julehygge og risengrød. Vi havde endda pakket små julegaver ind til børnene, som lå under juletræet. Det blev en hyggelig eftermiddag/aften, hvor børnene fik leget med pigernes julegaver, hoppet i sengene, spist en masse chokolade og set lidt film. Det eneste, som ikke vakte stor begejstring, var risengrøden. Måske er jeg uegnet til at bedømme det, da både Rebekka og Hannah elsker risengrød, men jeg troede faktisk, at de fleste børn i DK var vilde med det? Men det er israelske børn i hvert fald ikke. Halvdelen af børnene smagte på det, og så var det vist også det. Forældrene var dog så høflige, at de spiste mindst en portion hver og gav udtryk for, at det smagte godt. Selvom de studsede noget over, at vi puttede kanelsukker og smør ovenpå grøden og ikke rørte det hele sammen, som israelere generelt elsker at gøre. Men ned kom det da. Når vi så blev bedt om at forklare retten: hvorfor vi spiser den, hvor længe man har spist den i DK osv... ja, så måtte vi blive lidt svar skyldig. Tja... det gør vi vel bare, fordi det er en god og hyggelig tradition?

Uanset hvad, så havde vi en hyggelig aften sammen med dem - også selvom det pludseligt kan være lidt svært at forklare traditioner som risengrød og et pyntet træ i stuen, når man skal forklare det for nogle, som kommer fra en helt anden tradition :-)

"While you were sleeping"

2010-12-19T23:22:00.001-08:00

Kære alle.

Det er blevet tid for en lille hilsen her før jul. Jeg vil derfor gerne dele nogle tanker med jer, som jeg har haft vedr. en sang af det amr. lovsangsband Casting Crowns. I får lige teksten til de første to vers her:

"While you were sleeping"

Oh little town of Bethlehem
Looks like another silent night
Above your deep and dreamless sleep
A giant star lights up the sky
And while you're lying in the dark
There shines an everlasting light
For the King has left His throne
And is sleeping in a manger tonight

Oh Bethlehem, what you have missed while you were sleeping
For God became a man
And stepped into your world today
Oh Bethlehem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Oh little town of Jerusalem
Looks like another silent night
The Father gave His only Son
The Way, the Truth, the Life had come
But there was no room for Him in the world He came to save

Jerusalem, what you have missed while you were sleeping
The Savior of the world is dying on your cross today
Jerusalem, you will go down in history
As a city with no room for its King
While you were sleeping
While you were sleeping

Grunden til, at jeg er blevet rørt af disse ord, er, at jeg kun lytter til denne sang, når jeg er ude at løbe en tur.. ofte ved skumringstid, når mørket er ved at falde på. Det har været lidt mærkeligt at løbe rundt i Jerusalems gader og så høre disse ord sunget netop til Jerusalem! Her løber jeg rundt i mit nabolag, hvor der bor mange jøder og har disse ord i mine ører, mens jeg kan se på jøderne på gaden, som ikke kan høre ordene (af gode grunde: fordi de ikke har min MP3-afspiller i ørene!). Men ville de rigtig kunne høre ordene, selvom de hørte dem blive sunget? Ville de kunne høre og tro ordene om Jesus, som kom netop til dem, eller ville de sove væk fra det hele? Det er meget tankevækkende og giver god grund til netop af bede for, at jødernes ører og hjerter må åbne sig for ham, som kom for at frelse dem!

Den næste tanke, der opstår i mit hoved, er: hører jeg ordene? Ja, jeg hører dem jo rent fysisk og synger endda tit med på sangen (selvom det kan være lidt svært at gøre, når jeg løber), men når de ind i mit hjerte? Er jeg blevet så vant til at høre ordene om, at Jesus blev menneske og kom til jorden for at frelse os, at jeg i virkeligheden ikke rigtig lader det trænge ind? Forstår mit hjerte, at disse ord gælder også mig? At der var en god grund til, at Jesus blev født som menneske for 2000 år siden? At det ikke bare var for at være en god historie, som kunne bruges i krybbespil og julesange, men at der faktisk var en langt vigtigere årsag til det: fordi det var den eneste måde, hvorpå Gud kunne nå ind til os mennesker på og frelse os! Og at dette budskab ikke kun gælder menneskeheden generelt, men faktisk i allerhøjeste grad også gælder mig - og dig!!

Hvad har Auswitch og Mission overfor jøder med hinanden at gøre?

2010-11-23T23:18:00.000-08:00

Godt spørgsmål. Ikke så meget ville jeg nok have sagt for en uges tid siden. Men siden da har jeg været på en 3 dages konference om Mission til Jøder i den polske by Krakow med indlagt tur til Auschwitz. Temaet var kort fortalt hvordan man kan være engageret i mission til jøder med Holocaust i bagagen. For, som konferencen lærte mig, der er faktisk seriøse kristne som vil afholde sig fra at tale tro med jøder fordi de føler skyld overfor dem. Nok mest udpræget i, især Tyskland, men også f.eks. Polen. Tyskerne føler skyld fordi deres folk henrettede 6 mill jøder og Polakkerne og til dels også andre Europæere fordi de stod passivt på sidelinjen og så til. Man bliver i en sådan sammenhæng glad for og stolt over de af vores danske forfædre som hjalp den jødiske befolkning i Danmark i sikkerhed i Sverige.

At denne skyldfølelse på den kristne side spænder ben for at jøder kan høre evangeliet om Jesus kan måske være lidt svært at forstå. Men samtidigt så har holocaust også på den jødiske side skabt en række problemer for os som gerne vil være engageret i at række det gode budskab tilbage til dem vi fik det fra. Nogle af de religiøse jøder, især de ultraortodokse, beskylder os nemlig for at være med til at gentage Holocaust bare på et åndeligt plan. Hitlers mål var at udrydde den jødiske race, men hvis missionen til jøderne lykkes helt vil det set fra de ultraortodokses synsvinkel få samme resultat. For en jøde der kommer til tro på Jesus er for dem ikke længere jøde. Og det betyder at skulle hele det jødiske folk få øjnene åbnet for deres Messias, så vil der ikke længere være noget jødisk folk.

For mig at se er begge forhindringer. Både skyldfølelsen og beskyldningen om at vi er med til at begå et åndeligt holocaust imod det jødiske folk tåbelige. Skyldfølelsen kan jeg forstå, men at den skulle afholde os fra at give det bedste vi har til dem som vi føler skyld overfor kan jeg ikke helt få til at give mening. Og de ultraortodokses beskyldninger giver kun mening hvis man giver dem ret i den forudsætning, de tager for givet: At en jøde der tror på Jesus ikke længere kan være jøde. For har man bare lidt kendskab til den messianske bevægelse vil man vide, at er der noget, som de jesustroende jøder går op i, så er det deres jødiske identitet. De har for manges del mere travlt med at distancere sig overfor den kristne kirke og jeg har hørt flere give udtryk for at troen på Jesus tværtimod har gjort dem mere jødiske end de var før.

Så kan man stadig med god samvittighed være engageret i mission til jøderne efter Holocaust. Ja absolut, men samtidigt kan det være godt at være opmærksom på at Holocaust faktisk stadig spiller en rolle også i mødet mellem jøderne og evangeliet.

Billede fra konferencen. Det er mig på 1. række under fuglen

Børn og Gud

2010-11-08T05:14:00.000-08:00

Ja, jeg ved det godt - for dem af jer, der ikke har børn, kan det sikkert undre (eller indimellem irritere), at forældre ofte, tit og længe fortæller om deres børns gøren og laden. Jeg beklager, men de kommer altså bare med så mange guldkorn, at det ville være synd ikke engang imellem at dele nogle af dem med jer.

Så her kommer to af Rebekka og Hannahs ytringer om Gud og Jesus.

I forbindelse med at vores terrasse blev lavet om, var vores lejlighed midlertidigt invaderet af tre flinke arabiske håndværkere. Rebekka lagde hurtigt mærke til, at de ikke snakkede dansk og heller ikke hebræisk. Jeg fortalte hende, at de snakkede arabisk til hinanden, fordi de var arabere. Hm... så sad hun og tyggede lidt på den. Handler de så også hos den arabiske købmand? (en butik i nærheden vi bruger, når vi har glemt at købe nok mælk til shabbatten fx) Jeps, kunne jeg så svare. (eller i en eller anden lignende butik..) Tror de på Gud, lød det så? Ok, det kræver et lidt længere svar... Det blev til noget med, at de ikke tror på Gud på samme måde som os, og at de ikke tror på Jesus. Det sidste blev hun noget overrasket over, men accepterede, at det gjorde de ikke, fordi der ikke var nogle, der havde fortalt dem om ham.

Jeg kunne ikke lade være med at blive slået over hendes tanker om emnet. Helt naturligt gik hun fra "hvor handler de" til "hvem tror de på". Ingen religionsforskrækkelse eller generthed her. Nej, det var lige så naturligt at spørge om det ene som om det andet.

Og det hele blev så yderligere understreget om eftermiddagen, hvor vi sad og spiste boller og drak kakao, mens de føromtalte håndværkere bad til Allah på gulvet i hjørnet af stuen. Jeg kunne ikke lade være med i tankerne at vende tilbage til dagens samtale med hende.... Gid nogle fortalte dem om Jesus! Og kunne denne 'nogen' så egentlig ikke være mig? Hvis jeg da ellers turde.

Forleden dag sad Hannah og jeg og tegnede. Pludselig sagde Hannah: "Mor, tegn Gud!" Åh, så sad jeg der helt blank. Hvordan tegner man ham? Som en rar gammel mand med langt hvidt skæg? Nej - det blev for stereotypt. Som en stor, sort favnende kvinde (jf. bogen "Hytten")? Nej - det krævede for mange forklaringer. Jeg endte med at tegne ham som et hjerte som symbol på kærligheden og fortalte hende, at det var Gud, fordi han elskede hende og boede i hendes hjerte.

Jeg ville ønske, at jeg havde en barnetro som mine to piger. Ligetil, enkel, naturlig og tillidsfuld. Det er trist, at vores barnetro ødelægges af alt for mange tanker, spekulationer, tvivl og spørgsmål. Sådan er det at være voksen, men jeg kan godt forstå, at Jesus sagde, at vi skulle blive som børn igen. Det er meget mere enkelt. Lige så naturligt som Rebekka spørger om mere morgenmad, lige så naturligt kan hun snakke om Jesus, der bor i hjertet og elsker alle børn. Det er da dejligt at blive mindet om :-)

Drama i Jerusalem

2010-11-01T04:29:00.000-07:00

Natten til fredag blev jeg ringet op af en af vores volontører. "CMA er lige brændt". Øhh hva. Den måtte jeg lige ha' igen. CMA er en kristen organisation med et stort "ministry centre" lige midt i Jerusalem på grænsen til den ultraortodokse bydel. Faktisk samme center, som Caspari Centeret skal flytte ind på til januar. Nå, men nu var kælderen, hvor Christian boede, altså brændt. Christian var den sidste, som nåede ud af bygningen, og måtte kravle 20 meter på gulvet for at kunne trække vejret i den meget kraftige røg. Ingen kom til skade, og branden blev begrænset til kælderetagen. Resten af bygningen er intakt, men der lugter af røg overalt, så der bliver brug for en gennemgående rengøring og måske maling af hele centeret. Men glæden over, at ingen kom noget til, blev lidt ødelagt af politiets efterforskning. Branden var påsat :-( Og mistanken retter sig umiddelbart imod de ultraortodokses antimissionsorganisation "Jad LaAchim". De har før opført sig meget voldsomt overfor missionsaktiviteter og messianske jøder. Det skal dog nævnes, at der ikke er nogen antydninger af, hvem der står bag branden, så det kan i teorien lige så godt være en tilfældig pyroman, som det kan være de nævnte ultraortodokse. Men alligevel giver det en dårlig smag i munden. Alene det, at den første tanke efter at have været udsat for, hvad der kunne ha' udviklet sig til en mordbrand, er, at det kan have været religiøst betinget, er ubehagelig. Som flere har bemærket, så er den nævnte anti-missionsbevægelse, hvor voldsomme og radikale de end er, aldrig været kendt for at ville skade enkeltpersoner. Hvis de har haft noget med branden at gøre, må man forvente, at de har regnet med, at kirkecenteret var tomt, da de startede branden. Men stadigvæk. Hvordan kan man være så næsten militant aggressiv overfor, hvad der i vores øjne er verdens bedste budskab? At Gud i sin søn har skabt fred mellem os og ham. Og at han ønsker, at alle skal have del i den fred, og at den fred må forplante sig til os mennesker imellem. Hvordan kan man føle sig så truet af det budskab, at man kan finde på at brænde andre folks bygninger ned? Jeg forstår det ihvertfald ikke.

Are you a follower of Christ?

2010-09-15T00:16:00.000-07:00

I går prøvede jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. På vej ind i banken passerede jeg vagtmanden - iøvrigt altid venlig, vil aldrig se min taske og er meget sød til at holde døren og smile - og mens jeg rodede rundt i min taske for at finde mit pas (hvorfor er det altid svært at finde noget i en dametaske? Er der hemmelige rum eller Bermuda trekanter dernede?), spurgte han mig pludselig: "Are you a follower of Christ?" Jeg standsede op - helt paf. "Øh..." fik jeg vist bare mumlet. Han pegede på mit kors og sagde "Me too. I'm a messianic Jew." Stadig helt overrasket fik jeg sagt noget med, at det var da dejligt at høre og gik ind i banken.

Mens jeg sad og ventede på, at det blev min tur, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte snakke lidt med ham, når jeg gik ud igen... ellers ville det virke meget mærkeligt. Men da jeg så gik ud igen, stod han imellem flere ansatte fra banken, og for ikke at bringe ham i forlegenhed (hvis de nu fx ikke vidste det eller ville have det mærkeligt med det), smilede jeg bare til ham.

Men næste gang jeg skal i banken, vil jeg lige standse op og tage en snak med vagtmanden... om Jesus! Hvor tit er det, at man får mulighed for det??

Er det anderledes??

2010-09-05T23:03:00.000-07:00

I sommers lagde jeg mærke til, at jeg mange gange blev spurgt, om det ikke var helt vildt eksotisk at bo i Jerusalem. Tænk at bo i et fremmed land, som er så anderledes end Danmark. De fleste gange svarede jeg tilbage, at det vænner man sig til. Det bliver også hverdag hernede... og vores hverdag skiller sig i bund og grund ikke så meget ud fra andre børnefamiliers hverdag i Danmark. Vi skal også tidligt op, aflevere børn, på arbejde, hente børn, rydde op, vaske tøj, lave mad, gøre rent osv... De elementer ændrer sig ikke, selvom vi skal gøre det i en israelsk kontekst. Og selvom jeg rigtig gerne ville lære nogle spændende, 'eksotiske' jøder at kende - fx nogle ortodokse - for at få et indblik i deres liv og tankegang, så er faktum, at de jøder, vi lærer at kende, er forældrene til børnene i børnehaven. Og det er faktisk slet ikke ment ringeagtende, for det er nogle utrolig søde mennesker, som er gode til at byde os velkomne og være åbne og imødekommende. Helt bestemt. Men de er lige så 'almindelige' som os andre.

Men på baggrund af at jeg fik stillet det spørgsmål så tit, begyndte jeg at tænke over, om der er områder i vores hverdag, som skiller sig ud fra et hverdagsliv i Danmark. Er der elementer i vores hverdag, som er kommet udelukkende af den grund, at vi bor her i Jerusalem, Israel, og som gør det lidt anderledes (ikke i betydningen bedre - bare anderledes), men som jeg blot har vænnet mig til og ikke tænker over?

- er det udsigten til Jeriko fra vores terrasse?

- er det frygten for kakerlakker, som får mig til at tjekke vores trappe hver gang, jeg går ud (selvom Jakob er gentleman nok til at prøve at slå dem ihjel, så jeg ikke opdager dem..)

- er det, når ens knap 2-årige datter øver sig i at sige 'Thank you' (med kraftig dansk accent :-))

- er det, når ens arbejdsdag fx består af at guide på Via Dolorosa og i Gravkirken og Gravhaven (som det er i morgen for mit vedkommende.. another hard day at the office...)

-er det, når man går og overvejer, hvor man kan købe en løvhytte til løvhyttefesten?

- er det, når man efterhånden har vænnet sig så meget til israelsk trafikkultur, at man synes, danskerne kører vildt langsomt og gerne vil dytte af dem hele tiden?

- er det, når man er til 1 års-fødselsdag ved ens venner sammen med danskere, nordmænd, finnere, jøder og amerikanere.. og man ikke er vildt overrasket over sprogblandingen?

- er det, når ens 3-årige datter er bedre til hebræisk end en selv (og forstår ord som 'ryd op' og 'skær min schnitzel over')?

- er det, når man automatisk tager en bog med i banken, fordi man ved, at det tager lang tid?

- er det, når man sagtens kan købe eksotisk frugt en alm. mandag og ikke kun til særlige lejligheder, fordi det ikke koster særlig meget nede ved den arabiske købmand?

Tja.. lidt er der da, som skiller sig ud fra en dansk hverdag...

I gang igen!

2010-09-01T07:46:00.001-07:00

Nu er sommeren ovre, og det er tid at opdatere vores kære blog lidt. Vi har haft en rigtig dejlig sommer i DK, hvor vi nød samværet med venner og familie. Jakob tog allerede tilbage til Israel igen den 1. august for at starte på Ulpan, hvorimod pigerne og jeg blev i DK indtil den 26. august. Men nu er vi alle her igen, og det begynder at ligne en hverdag igen.

Her er et lille indblik i, hvordan de sidste par dage har set ud, og dermed en fornemmelse af, hvilke elementer der kan forekomme i vores hverdag:

- varme, varme, varme - puha! Vænne sig til solcreme, ingen dyner og fans igen

- to piger, der nyder at være sammen med deres far igen (og gense deres legetøj)

- børnefødselsdag med Jonathan (Knut og Heges 1 årige søn), hvor vi var sammen med danskere, nordmænd, finnere, jøder og amerikanere

- dansk gudstjeneste for 3 volontører

- åbent hus for volontørerne

- kunsten at finde tilbage til den rigtige vej, når man for 5. gang er kørt forkert i Tel Aviv

- besøg hos Lisbeth og deres fire dejlige krudtugler

- hebræiske lektier

- glæden over dejlig frisk - og billig! - frugt hos den arabiske købmand

- de første tilmeldinger til sæsonens første guidede tur (Via Dolorosa, Gravkirken og Gravhaven) ... I kan godt nå det endnu!

- opstart i børnehave: to glade piger, som klarede den første dag godt, men som også liiige skal vænne sig til, at de andre børn altså ikke forstår en, når man snakker dansk til dem. Heller ikke selvom man siger det 3 gange i træk...

Dette var blot et lille indblik i vores hverdag. Alt vel herfra :-)

En rigtig god dag!

2010-06-20T10:33:00.001-07:00

Jeg vil gerne benytte anledningen til at fortælle om en rigtig god dag her i Jerusalem; nemlig i går. Dagen startede med brunch ude på Beit Tamar, hvor Sine og Astrid er volontører. Fordi vi snart skal hjem til DK på ferie (om 5 dage - juhuu), valgte de at holde deres afskedsfest lidt før, for at vi kunne være med - og tak for det. De serverede leverpostej, bacon, danske pølser, rugbrød, frugt, røræg, juice, hyldeblomstsaft og andet guf. Virkelig god mad, og selskabet fejlede heller ikke noget, da det var hele volontørflokken. Vi hyggede os sammen et par timer og tog endda en tur på legeplads for pigernes skyld :-)

Efter en god lang middagslur for pigerne tog vi ind til kirken til dette semesters sidste gudstjeneste. Vi lavede en anderledes, mere intim opstilling med stolene og sang gode lovsange sammen. Bl.a. havde vi for første gang "børnenes fem minutter", hvor vi alle sang børnesange - med fagter! - sammen. Hyggeligt. Gudstjenesten sluttede med, at vi alle sang velsignelsen sammen i en rundkreds. God afslutning på en god gudstjeneste og på et god menighedsfællesskab med vores kære volontører. Aftenen blev tilbragt hjemme i præstelejligheden, hvor vi efter at have spist pizza og hygget så Danmarks kamp mod Cameroun for storskærm ude på terrassen for fulde udblæsninger! Det er ikke sikkert, vores naboer nød det så meget, som vi gjorde, men jeg synes, det var meget festligt. Og heldigvis vandt DK! En god afslutning på en dejlig dag :-)

Om tre dage er det så vores tur til at holde afskedsfest (og Skt. Hans fest). Det bliver lidt trist at sige farvel til Sine, Astrid, Peder, Matilde, Simon, Jonathan, Eva og Annemarie + Lisbeth, Martin, Annette og Thomas fra Tel Aviv. Tak for et dejligt forår i Israel med jer. Vi har nydt at lære jer at kende og sat stor pris på vort samvær og al jeres hjælp. Må Gud velsigne jeres fremtid. Og så er der ikke andet at sige end: Næste år i Jerusalem! (eller hvornår I kan få det til - men I er i hvert fald altid velkomne igen!)

Puha!

2010-05-01T22:36:00.000-07:00

Nu er det vist at være på tide, at vi får skrevet på denne blog igen. Det er jo ikke til at følge med de volontører, som skriver og skriver... og nu har Christian og Lisbeth også 'svigtet' os og er begyndt at skrive op til flere indlæg om ugen - hvad ligner det?!

Nå, grunden til, at vi ikke har fået skrevet, er vist, at der sker lige rigeligt for tiden... især Jakob har lidt presset i den sidste tid. Men det håber vi, at der snart bliver rettet op på.

Siden sidst: ferietur til Eilat (juhuu!), guidet tur til Masada og Qumran, Caspari Staff day hvor vi skulle lave mad på bål af de ingredienser, som fandtes i naturen på Jesu tid (smagte rigtig godt - selv for en kødelsker som mig), stjålet pung (rigtig træels - især for det faldt sammen med, at jeg lige havde mistet min pung, så der stod vi så uden visa, kørekort eller ID-kort - begge to!!), Independence Day med grill i parken sammen med Ordet & Israel, aflyst tur til Polen pga. askesky, tur til Ikea (alt er som det plejer - skønt! Og man kan købe både rødkål og syltede agurker), tur i Vestmurstunnellen, åbent hus aftener, Shalom Nights, gudstjenester... + alt det løse.

Så jeg siger bare: puha!

Men det har også været nogle gode ting :-)

Om to dage tager jeg sammen med 13 andre på en tre dages tur til Galilæa. Jeg er spændt på, hvad de siger til programmet: dåbssted, Tabgha, Peter's Primacy, Kapernaum, Saligprisningernes bjerg, sejltur på søen, Nazaret, Bebudelseskirken, Nazareth Village, Tel Hazor og Yehudia. Glæder mig over, at jeg denne gang (i modsætning til for et halvt år siden) ikke skal gøre det hele på engelsk, og at der er flere over 24 år, så vi kan deles om kørslen.

Ser frem til en rigtig god tur!

Forsinket Glædelig Påske!

2010-04-07T10:51:00.000-07:00

Bedre sent end aldrig... Glædelig Påske til jer alle! Håber I har haft en dejlig påske med tid til at nyde forårsolen, friheden, god mad og tid sammen med venner og familie. Men også at der midt i det hele har været tid til at lade påskebudskabet trænge ind..

Her i Jerusalem har vi haft en dejlig påske - travl, men god. Vi var så heldige at få besøg af mine (Lises) forældre i en uges tid, og det nød vi alle fire i fulde drag. Pigernes institutioner havde lukket pga. Pessach, så jeg ved faktisk ikke, hvad vi skulle have gjort uden mormor og morfar. Pigerne nød at have tid til at være sammen med dem - om det så var at vække dem om morgenen, synge sange for og med dem, tage på tur i zoologisk have, læse en god bog eller lege med balloner ude på altanen - alt blev nydt! Så tak for en dejlig uge, mor og far - kom endelig igen :-)

Ellers har ugen selvfølgelig stået i påskens tegn: fredag før palmesøndag havde vi 20 unge mennesker på besøg til aftensmad og film (The Passion), palmesøndag var der vandring ned af Oliebjerget sammen med tusindvis af andre kristne med fuld musik, høj solskin og palmegrene - meget festligt!, mandag holdt vi Sedermåltid sammen med Ordet og Israel inde i kirken for ca. 50 personer efterfulgt af lovsangsaften, Skærtorsdag var der International Gudstjeneste i Redeemer og fakkeloptog til Getsemane bagefter, Langfredag var der Via Dolorosa vandring + gudstjeneste + socialt samvær om aftenen, og påskedag bestod af morgenandagt på Oliebjerget kl. seks, Skandinavisk Gudstjeneste i Gravhaven kl. 11 sammen med 400 mennesker og dansk Gudstjeneste kl. 16.

Puha - så kan man godt få lidt sved på panden! Men jeg synes, vi havde nogle gode arrangementer med god opbakning og deltagelse, og jeg håber, at folk har haft den samme opfattelse. Om ikke andet tror jeg, at det for mange har været en ny og anderledes måde at fejre påske på.

Det kan godt være lidt svært midt i alle disse arrangementer at få tid til selv at reflektere over årsagen til, at vi overhovedet fejrer påske.. men for mig personligt blev det største tidspunkt, da solen brød igennem disen påskemorgen på Oliebjerget, og lyset for alvor brød igennem. Gid Lyset også må bryde igennem min tåge og dis og nå ind i mit hjerte!

PS: Nu glæder vi os så til lidt ferie i Eilat de næste par dage sammen med Christian og Lisbeth og deres fire krudtugler - dejligt med sol, afslapning, varmt vand, glade børn og gode venner :-)

Tillykke med de 125 år

2010-03-21T06:54:00.000-07:00

Vi ønsker den danske israelsmission tillykke med deres 125 års jubilæum

Føler mig presset...!

2010-03-15T01:17:00.000-07:00

Puha, det er ikke nemt at følge med de volontører. De lægger nye indlæg ud på deres blogs jævnligt, og dermed bliver det tydeligt, at vi ikke får skrevet så tit.. Hm..

Nå, men her er da en kort statusrapport.

I morges har jeg sagt farvel til Jakob og 11 volontører, som er taget på ørkentur til Maktesh Ramon i 3 dage. De virkede til at være spændte og glade. De sidste forberedelse:

- vejning af tasker, så alle var klar over, hvis taske der var hhv. tungest eller lettest

- nedpakning af det sidste mad

- påsmøring af solcreme

- ruten blev tjekket

- cd'er fundet til turen derned

- og de sidste vandflasker taget i hånden

.... og så tog de afsted! Håber de får en rigtig god tur - men det tror jeg, de gør.

Og jeg? Ja, jeg holder skansen herhjemme med Rebekka og Hannah - godt hjulet af kolde is i fryseren til de varme eftermiddage og Barbiefilm på computeren :-)

Håber også alt er vel i DK.

Caspari Centeret

2010-02-24T00:31:00.000-08:00

Dette indlæg kommer til at handle om nogle af de opgaver vi endelig har fået bedre tid til efter at vores sprogstudier nu er godt overstået. For mit vedkommende så er det, som er kommet til at fylde meget mere nu mit job på Casparicenteret i Jerusalem. Casparicenteret har et dobbelt formål om for det første at være et resursested for de Jesus-troende jøder. Der tilbydes undervisning, ledertræning og der udgives bøger og hæfter om forskellige emner. Den anden side af centerets formål er at være et videnscenter om messiansk jødedom, for kristne fra hele verden. Man vil gerne tiltrække studerende fra hele verden, som kan komme på centeret for at studere længere eller kortere tid og på den måde få et bedre indblik i hvem de messianske jøder nu er for nogen, men også for at få en bedre forståelse for vores fælles baggrund i jødedommen som den så ud på Jesu tid. Min opgave på centeret er at lede den side af centerets arbejde der handler om det sidstnævnte. Jeg har en fin titel af "Director of International studies" og rent praktisk består mit job af at sammensætte forskellige studieoplæg for udenlandske studerende. Lige nu arbejder jeg f.eks. på tre konkrete projekter. For det første er jeg ved at lægge sidste hånd på en folder om mulighederne for at være selvstuderende på Caspari Centeret for en længere eller kortere periode, og dernæst har jeg allerede nu i gang med at forberede to studieoplæg som skal afholdes næste forår. Det ene er et 4 ugers intensivt teologi-kusus for teologistuderene som Caspari Centeret tilbyder i samarbejde med Menighedsfakultetet i Oslo. Kurset skal indeholde først en uges undervisning i baggrunden for det Nye testamente, hvorefter der vil være en uges ekskursion rundt i landet for at se de forskellige historiske steder som der læses om. Dernæst vil der være en uges undervisning i baggrunden for det gamle testamente og til sidst en uges selvstudium. Et meget spændende projekt som jeg håber der er mange unge teologer der melder sig på. Det sidste projekt er et 10 dages kursus i mission, som tilbyder for Caspari-centerets partner organisationer. F.eks. Israelsmissionen, men hvor der også er plads til andre interesserede i Hvordan man tænker om Mission i dag. Kursets titel bliver noget med "Jøden Jesus, et lys til hedningerne" for at fokusere på både den jødiske baggrund for vores tro, men også at denne tro er for alle folkeslag, og at denne tro må få lov at forme sig efter den kontekst den optræder i.

Nå det var en lang smørre om hvad mine opgaver for fremtiden kommer til at bestå i. For nogen vil det sikkert virke lidt støvet, men jeg syntes det er meget, meget spændende. Og jo mere jeg får fornemmelse af hvem de Jesus troende er giver arbejdet mere og mere mening. De er en speciel gruppe som på en måde er lidt imellem to forskellige grupper. De har svært ved at blive accepteret af det jødiske samfund, og de er samtidigt lidt skeptiske over for de kristne og vil gerne fastholde at de er en speciel gruppe og altså ikke "kristne" men jøder er tror på Jesus. Der er derfor god brug for dialog og kontakt imellem os som brødre og søstre dog med hver vores egenart.

Nå nu blev det alligevel lidt støvet igen :-). Men for en teolog er det lige stedet at være.

Der er gode medarbejdere på centeret og vi har et rigtigt godt arbejdsmiljø. Og så er der for mig ikke noget mere spændende end at arbejde med hvordan budskabet om Jesus kommer til udtryk i forskellige sammenhænge. I den sammenhæng er det jo ekstra spændende at se og opleve hvordan budskabet igen er ved at brede sig ud i den jødiske sammenhæng som vi selv fik det fra i første omgang.

Sproglig forvirring, men en god oplevelse!

2010-01-23T03:19:00.000-08:00

I skrivende stund er der ro i huset.. pigerne sover, og Jakob er til menighedsbesøg med volontørerne, så nu er der tid til at opdatere vores blog. Jeg har lyst til at fortælle om vores nyligt overståede Ulpan-forløb (hebræisk-undervisning). Af gode grunde kan jeg kun fortælle om mit eget hold, da jeg ikke ved, hvordan det har været på Jakobs hold.

Jeg mødte spændt op til Ulpan den sidste mandag i oktober.. gad vide, hvordan det ville være, hvem ville man møde, og ville jeg kunne følge med? Nu, hvor kurset er overstået, kan jeg bedre besvare disse spørgsmål.

Vi har været afsted 3 timer dagligt fra kl. 9-12 mandag til torsdag i 3 måneder. Vi har haft to rigtig dygtige undervisere, som tydeligvis var meget øvede i at undervise udlændinge. Og vi har været en noget blandet flok fra en række forskellige lande: Hongkong, Hawaii, Cuba, Korea, USA, Tyskland, England og Danmark for bare at nævne nogle....

For mig personligt har det mest spændende faktisk været at lære disse mennesker at kende. At høre Christy fortælle om, hvordan det er at være kristen i Hongkong, eller hvordan det er at være mor og opdrage børn i en kultur, som er meget anderledes end min egen. Eller Hannahs fortælling om livet som messiansk jøde på Hawaii. Eller Bassim, Firaz og Basils argumenter for kønsrolle-fordelingen i en arabisk og muslimsk kultur.

Trods de mange forskelligheder har vi alle været fælles om ønsket om lære mere hebræisk (for nogle lykkes det bedre end andre... jeg har fx et stykke vej endnu, før jeg vil betegne mig selv som hebræisk-talende.. :-)). Men vi har også været fælles om andre ting: det at være i Israel og lære at forstå og gebærde sig i en israelsk og mellemøstlig kultur, udfordringerne ved børneopdragelse, ønsket om at falde til i et nyt og anderledes land...

Der kan nævnes mange ting, og jeg har fået mig mange gode snakke - og nogle gode venner (og invitationer til at rejse til spændende steder!). Den største overraskelse - og glæde - har dog været, at nogle af mine nye venner deler min tro på Jesus som Messias.. om de så er kristne som mig eller messianske jøder. Det har været dejligt at kunne bede med dem og høre dem fortælle om deres tro på og forhold til Ham, som ikke gør forskel på mennesker, men ønsker at møde os alle med sin kærlighed og tilgivelse.

2010-01-10T01:03:00.000-08:00

Hellig festforvirring

I udgangspunktet kan det være svært at se forskel på følgende to billeder.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne de været taget ved samme anledning. Men forskellen består netop af anledningen. Billede nr. 1 er taget til en børne- channukafest, mens billede nr. 2 er taget ved en tilsvarende børnejulefest. Midt i december var vi inviteret hjem til et søskendepar fra Rebekkas børnehave for at tænde et af lysene i Channukiaen; en lille lerlysestage, som alle jødiske børn laver til den jødiske fest Channuka. Channuka er den jødiske fejring af makkabæeroprøret 150 år før vores tidsregning. Da makkabæerne havde befriet templet fra hedensk herredømme, ønskede de at genantænde den jødiske lysestage, som stod i templet. De fandt dog kun olie nok til én dag, men via et mirakel formåede olien at brænde i otte dage, indtil det blev muligt at skaffe mere olie. Channuka fejres derfor ved at spise mad med masser af olie. F.eks. donoughts.

Ved den lejlighed blev vi spurgt, om Rebekkas venner ikke også måtte komme og se, hvordan vi fejrer jul, og vi inviterede dem derfor et par uger senere hjem for at se vores juletræ og spise resten af vores julekager. Begge begivenheder var meget festlige. Big Ballagang, børn overalt og forældre, der sad på gulvet i børneværelset og snakkede. Set udefra kan det være svært at se forskel på de to begivenheder. Og der er for så vidt også mange ligheder mellem de to fester. Begge er en fejring af lyset. Under Channuka fejres det, at der var nok olie til at holde lyset brændende i templet, og vi fejrer som bekendt, at lyset i den første jul kom til verden for at lyse i vores formørkede sind. For vores datter Rebekka på 3 år var det også svært at skelne. F.eks. begyndte hun helt af sig selv, at da vi tændte lys i adventskransen, at sige ”Baruch atah Adonai, Eloheinu”, som er begyndelsen på den hebraiske velsignelse, der fremsiges, når sabbatslysene tændes, men også når der tændtes lys i stagerne under Channuka. Da vi var kommet os over vores forbavselse, gik det op for os, at hun må have lært velsignelsen i børnehaven, hvor de hver dag under Channuka tændte et lys og sagde den samme velsignelse (beder den også hver torsdag for at markere, at shabbaten nærmer sig). Men selvom de to fester har mange ligheder, er der også forskelle. Vi kan være med til fejringen af Channuka og glæde os over makkabæernes generobring af templet 150 år før vores tidsregning, for, som jeg hørte en turguide sige, havde der ikke været et makkabæeroprør, havde der måske slet ikke været noget jødisk folk, som Jesus kunne blive født ind i. Men samtidigt ved vi også, at det lys, som jøderne fejrer, blev tændt igen i templet, kun skinnede et par hundrede år. Så blev templet igen ødelagt, og lyset endegyldigt slukket. Det lys, vi lige har fejret i julen, skinner stadigt. Og vi håber, at vi med vores julefejring kan være med til at pege på det lys for jøderne, så de kan få øjnene op for ham, som deres profet Esajas talte om: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans” (Es. 60).

Julehilsen

2009-12-26T10:03:00.001-08:00

Nu er det vist blevet på tide at ønske Glædelig Jul! Vi ville gerne have sendt et julekort ud til jer alle, men vi fik ikke tid til det midt i alle juleforberedelserne. Beklager. Så må det jo blive et nytårskort i stedet J

Vi har haft en rigtig god jul hernede. Vi har været så heldige at have besøg af Jakobs forældre og lillebror siden i søndags – det har været skønt at have tid sammen (og have en ekstra hånd eller to til juleforberedelserne..) Julemaden blev især reddet af Bodil, som formåede at lave en middag, der var så dansk, som den kunne blive. Tror endda, hun synes, det var lidt skægt med nye udfordringer som fx hjemmelavet rødkål, stegning af israelsk kalkun, jagten på kartofler, der i størrelse kunne minde om små, brunede kartofler… Hans derimod stod for juletræet (alias jule-cypressen), og det lykkedes faktisk ret godt. Han klippede nogle grene af og klistrede dem på et andet sted, stak den ned i en parasolfod og placerede den på en rund, sommerdug på gulvet… og jeg overhængte den med julepynt. Den blev ret flot!

Juleaftensdag havde vi gudstjeneste i kirken kl. 14. Vi var ca. 40 personer til en stemningsfuld gudstjeneste med julesalmer, solosang (fik volontør-Samuel til at synge ”Mary, did you know”.. det gjorde han rigtig godt!) og lystænding. Godt at mærke, at julefreden godt kan sænke sig over én, selvom det er en ganske almindelig torsdag for alle andre i byen. Det er netop én af de mere specielle ting i denne by: vekslingen mellem muslimske, jødiske og kristne helligdage. Det har lige været Channuka for jøderne, og nu er det så de kristnes tur.. De andre havde en ganske almindelig dag, mens det for os var én af årets helligste dage. Hvor tit skal man fx sige i en dansk vuggestue, at ens barn ikke kommer i morgen, fordi det er juleaften? Det er de færreste steder, at det er nødvendigt! Pædagogerne var dog meget søde til at ønske ’glædelig jul’. Selve juleaften tilbragte vi i præstelejligheden sammen med familien og vores tre søde volontører. Vi havde en rigtig hyggelig aften for både børn og voksne – og især Rebekkas store lykke over sin nye Askepot-kjole og hendes talrige ’Er jeg ikke bare fin?’-udbrud vakte stor glæde. J En dejlig aften.

I forbindelse med den netop overståede jødiske højtid Channuka var vi så heldige at blive inviteret hjem til en fest hos nogle af forældrenes fra Rebekkas børnehave. Vi havde fejret det både i vuggestuen og børnehaven, men det var noget særligt at få lov at se, hvordan de fejrede det i et jødisk hjem. Børnene tændte channukiaerne (de ni-armede lysestager), mens de bad bønner, og så sang de nogle jødiske sange. Forældrene spurgte derefter, om de måtte få lov at se, hvordan vi fejrede vores jul. Først ville de gerne i kirken, men da vi fortalte dem, at det ville være på dansk, og dermed ville de ikke forstå så meget, aftalte vi, at de måtte komme hjem til os og se vores pyntede juletræ. Så kunne vi synge danske julesange og spise pebernødder. Vi regner med at invitere dem en af de nærmeste dage. Flot at de var så gæstfrie, at de inviterede os, og så interesserede, at de også ville tage del i vores fejring. Det var rart at mærke.

For mig personligt har det smukkeste i denne tid været lysene. Det kan være ret svært at komme i julestemning hernede, når solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen er ca. 18-20 grader, og der ikke er pynt på gaderne eller jul hos de fleste, så al julefejring afhænger af en selv. Men lysene fra channukiaerne (også de elektriske på gaden!), lysene på juletræet (når vi kan få det til at blinke i et moderat tempo og ikke som diskolys) og de smukke, levende lys i kirken juleaften, som alle bar ud af kirken, er alle med til at minde mig om, at lyset er kommet til verden – det sande lys, Jesus Messias. Både ind i mit kolde og mørke hjerte, men også til verden for at lyse op, skabe fred og vise nåde. Må også vi få lov at være et lys i mørket, der skinner på det sande lys! Glædelig Jul!

Reparationer

2009-12-10T00:54:00.000-08:00

Ja sådan ser et par regninger ud på israelsk. For at få rigtige israelske nummerplader på bilen skal den synes og en del af det syn er at de skal finde motornummeret. Det er åbenbart ikke nogen nem sag, så efter at have rodet lidt efter det blev jeg sendt på værksted for at de kunne finde det. Og de kunne kun finde det ved at skille noget af motoren ad. Og når de nu var ved det så kunne de da lige lave service tjek også. Pris: ca 4000 Shekel (avs). Og knap var bilen kommet hjem så god som ny inden vi igen måtte afsted til mekanikeren. Denne gang dog den lidt mere menneskelige af slagsen. Hannah har haft lidt ondt i en skulder et par dage og da Lise tilfældigt nævnte det i hendes vuggestue en morgen gik lederen helt i panik. Nej, nej den er da helt sikkert gået af led. Hende kan vi ikke have her før i har været til læge og fået den sat på plads. Nå-nå, ok, men så måtte vi da til læge. Han kunne sige at en ret sikkert ikke var af led og ikke brækket eller noget (surprise, told you so hysteriske moster i vuggestuen). Nå men for at være på den sikre side sendte han os alligevel til et "medical center" for at få taget nogle røntgenbilleder. De viste ikke noget og blodprøverne viste ingen tegn på at det kunne være infektion. Så hjem med os igen. Der røg lige den arbejdsdag og 1000 af Israelsmissionens surt sammensparede midler :-(. Nå men dagen efter ville de gerne ha hende til "follow-up" og hun fik det faktisk lidt skidt i løbet af den dag fik feber og blev pivet osv. Så vi tog derned igen og feberen kunne de ikke lide. Det kunne evt. være tegn på at smerten i armen skyldes en infektion i knoglen og det kan vist udvikle sig hvis det ikke bliver behandlet, så de sendte os faktisk på hospitalet!! Så Hannah og mig ankom til skadestuen på Hadassah Ein Kerem kl. 19 i går aftes. Og så gik der ellers 5 timer med test, blodprøver en anden læge der skulle kigge på hende, ultralydsscanning, røntgen osv. Inden der til sidst var en kvik ung ortopædkirug som fik den ide at der jo ikke nødvendigvis behøvede at være en sammenhæng mellem feber og smerte i armen. Så han undersøgte hendes arm igen og fandt ud af at problemet måske ikke sad i skulderen som først antaget men i albuen. Han fandt det han på engelsk kaldte "pulled elbow". Han manipulerede den lidt og syntes han hørte et klik. Dernæst sendte han hende til en ørelæge og dadaa hun har også begyndende mellemørebetændelse. Mysteriet om armen der gør ondt men ser fin ud var løst, og efter en nat på hospitalet kunne vi tage hjem med en repareret datter. Pris: ca. 3000 Shekel.

Den første regning er der desværre ikke så meget at gøre ved ud over at betale :-( (Så kan I måske lære at købe en alm. familiebil vil nogen måske indvende :-)), men den anden regning dækker den sygeforsikring som israelsmissionen har tegnet for os, bortset fra en selvrisiko på 2500 dog. Så tak til Israelsmissionen og tak til alle jer der støtter dem økonomisk da det jo i virkeligheden er jer som har hjulpet os med at få vores datter repareret ;-)

Adventsgudstjeneste

2009-12-06T08:00:00.000-08:00

Så kom december måned og nedtællingen er startet... Det er dog lidt svært at finde frem til julestemningen, når der ingen julepynt er, ingen julekalender i fjernsynet og for det meste solskin og 15 grader i løbet af dagen. For at råde bod på det er der tradition for at den danske kirke holder en udvidet adventsgudstjeneste med efterfølgende julehygge, glögg og æbleskiver 2. søndag i advent. Så vi havde derfor også kækt skrevet julehygge med glögg og æbleskiver i vores kirkeprogram uden at tænke videre over det, da vi lavede programmet i sensommeren. Men efterhånden som 2. søndag (eller lørdag som det er hernede :-)) nærmede sig begyndte vi at spørge os selv: Hvornår mon karton-glöggen og fryseæbleskiverne begynder at komme frem oppe i supermarkedet. Og da der var mindre end en uge til 2. lørdag i advent gik det til vores gru op for os. Der kommer slet ikke færdiglavede juleting frem i supermarkedet. Gulp. Hvordan er det nu med æbleskiver, det er vist noget med sådan en pande med huller i er det ikke? Men hvor køber man den henne? Og glögg hm... Hvad hedder kanelstænger, kardemomme og nelliker på engelsk for slet ikke at tale om hebraisk? Nå det lykkedes nu at få lavet en helt god glögg og selvom æbleskiverne blev lidt hårde og tørre af at komme i ovnen under gudstjenesten så smagte de nu også ok. Især når man puttede ekstra meget marmelade og flormelis på. Vi havde et rigtigt hyggeligt julehygge samvær efter gudstjensten :-). Selve gudstjensten blev jule-piftet op af 5 friske O&I volontører som sang og spillede nogle julesange og salmer for os. Fedt med flerstemmig julesang. Og så giver det jo på en særlig måde mening at synge: "O kom, o kom Emanuel. Forløs dit fangne Israel", hernede. Vi fejrer at Gud kom og blev en af os for at sætte os som var fangne i syndens og dødens fængsel fri. Men samtidigt så beder vi også om at hans eget folk må få øjnene op for den frihed, og at vores julefejring måske kan blive til i det mindste et interesseret spørgsmål eller to om hvad det nu er vi kristne fejrer i julen.

Ny blog

2009-11-28T03:30:00.000-08:00

Så gik den ikke længere. Vi har længe gået og påstået at i næste uge så får vi tid til at gøre noget ved vores gamle hjemmeside....

Så derfor nu den lette løsning.

Velkommen til vores blog om vores livet på Bar Kochba Street 91/5 i Jerusalem

Update november

2009-11-28T03:11:00.000-08:00

Kære alle.

Hører, at vejret i DK ikke er noget at skrive hjem om? Her i Israel kunne vi nok egentlig godt bruge noget mere regn, selvom vi nyder, at det er solskin og temperaturer på ml. 15-18 grader. Det er nu dejligt her sidst i november måned.. En ting, der dog er lidt mærkeligt i Israel for tiden, er, at julen nærmer sig med hastige skridt, men det fylder nærmest intet hernede. Ingen julepynt, julelys, julekæder, julemænd (dem kan man nu også godt undvære..) eller snak om juleferie eller lign. Bare alm. hverdag, som det plejer. I dag kom jeg fx pludselig til at tænke på, at det er 1. søndag i advent på søndag. Ups - jamen, vi har jo ingen adventskrans. Og hvor får man fat i sådan en hernede? Jeg må prøve at se, om jeg kan finde nogle bloklys eller lign. og være lidt kreativ.. Knut (vores norske overbo) mindede os også om, at vi hellere snart må få bestilt et juletræ til jul, inden det er for sent. (juletræ: læs cypres og ikke grantræ!) Tænk, hvis vi ikke havde fået det at vide – ville vi så have været foruden juletræ? Og så skal man bestille et! Mærkelig tanke, når vi er vant til forholdene i DK. Heldigvis kan kalkunen bestilles hos slagteren i supermarkedet – dejligt nemt.

Ellers går det fremad hernede. Jeg har lige været på Galilæatur i tre dage med 7 friske piger. Vi havde en rigtig god tur, men jeg må indrømme, at det også var lidt hårdt at skulle stå for det meste selv: guidning, planlægning, finde rundt, handle ind, overskue og køre en minibus til 9 personer selv! Især i Nazareths smalle og trange gader eller på tresporet motorvej rundt om Tel Aviv. Puha, det giver sved på panden! Volontørerne mente dog, at jeg var ved at blive lidt israelsk i min trafikkultur: dyttede og brokkede mig over de andre. Jamen, det mangler da bare! De kører som ’en pakke pølser’, som volontør Mette ville sige. Utroligt, at de ikke har forstået, at man som tilkørende bil til en rundkørsel venter, til der er plads, inden man kører ind, og ikke blot kører ind i rundkørslen, når man kommer, og så brokker sig over, at der kommer prop. De er skøre, de israelere…. Jeg synes, vi havde en god tur, hvor jeg fik lært lidt mere om, hvad der virker, og hvad der kan gøres bedre til næste Galilæa-tur. Og så kan man vel ikke ønske sig mere. Jeg nød fx at ligge i 35 grader varmt vand i en naturlig, varm kilde i Hamat Gader eller grine over vores tur i Yehudia (naturreservat), hvor vejen var så mudret, at vi alle fik mudder-plateau-sko på, inden der var gået 5 min. Nej, hvor går man sjovt så. Det var ret underholdende.. selvom mine sko aldrig bliver til sko igen J

En anden ting, som fylder meget lige for tiden, er vores nye bil! Vi har simpelthen fået vores egen BMW X5! Virkelig surrealistisk! Den gamle peugeot fra DK er en saga blot i sammenligning med.. Den er virkelig fed – kan man vist rolig sige. Og kombinationen af BMW X5, solbriller og et diplomatpas (hvis man skulle gå til et sikkerhedstjek) er ret god J Jeg æææælsker at vise mit pas! Så får man oprejsning fra alle de andre gange, hvor man har ventet i 100 år i det israelske bureaukrati. Nu kan nogle måske tro, at vi er ved at blive lidt fine på den… det er vi såmænd ikke. Vi er stadig bare os – men derfor kan man jo godt nyde en lækker bil J Men kom endelig og se den ved selvsyn – vi giver en tur!

December måned nærmer sig med juletamtam og forberedelser, men også med en guidet tur til Betlehem (det hører sig til!) og med at glæde sig til at få besøg af farmor og farfar og onkel Christian den 19. december! Det glæder vi os rigtig meget til! Jeg vil slutte denne hilsen med at ønske jer alle Shabbat Shalom og rigtig god 1. søndag i advent. Vi tænker meget på jer – venner og familie – og sender jer kærlige hilsner.