Påsketid!

Nu er det vist ved at være på tide at få skrevet lidt på bloggen igen. Ikke sådan forstået, at vi har ligget på den lade side siden sidste opdatering i februar. Nej - vi har såmænd fået en søn og brugt tiden på at lære ham lidt at kende. Og det tager tid, energi, kræfter, søvn og lidt mere tid.
Men skøn er han - sønnen. Stor, stærk, smilende og glad - og nem (som regel). Hvad kan man ønske sig mere? Og storesøstrene er glade for ham, især Rebekka. Kærlig og omsorgsfuld som altid.
Vi er så småt ved at vænne os til at være en familie med tre børn. Det kræver noget planlægning og overblik, men indtil nu går det fint. Sove - det må vi gøre, når vi bliver gamle :-)

Dette var egentlig tænkt som en indlæg om påske, så inden jeg fortaber mig i detaljer om mine dejlige børn, må jeg hellere vende tilbage til sporet igen. Påsken er som sagt over os, især her i Jerusalem. Byen er fuld af tilrejsende, solen skinner fra en skyfri himmel (vejrudsigten siger op til 27 grader i weekenden!) og afslører, at lejligheden ville have godt af en årlig forårs rengøring, og præsten har travlt. Så ved vi, at påsken nærmer sig :-)
Jeg sidder og skriver dette blog-indlæg med lyden af tre volontører, der er ved at bage kager i vores køkken sammen med Rebekka. Kagerne skal bruges til seder-måltidet på fredag sammen med O&I og Dansk-Jødisk venskab. Flot, at de vil hjælpe til. Det skal nok blive en god aften.

Påsketid er igen i går også Pesach tid (starter Langfredag aften). I sidste uge havde vi besøg af nogle gode venner, som har børn i Hannahs børnehave. Jeg faldt i snak med konen, som fortalte lidt om deres forberedelser op til Pesach. Hun sagde, at hun havde afsat nogle aftner til at få huset gjort pænt rent (dog ikke i alle kroge), og at hun aflåste de skabe med 'forbudt' mad (altså som indeholder gær) i stedet for at smide det hele ud, som mange jøder gør. Men det var noget anderledes med hendes mor. Hun brugte nemlig flere timer på at gøre ALT rent i huset. Helt ned til at skille sofaen ad og vaske imellem hynderne til at vaske i hver enkelt sprække i flisegulvet i hele huset. Ja - vaske alt af, som man kan komme i tanke om. Desuden skulle hun også købe ind, lave mad, sætte det ekstra køkkenudstyr frem, smide al mad ud... sikke et arbejde! Hun fortsatte med at betone, at når Pesach så endelig startede med Sedermåltidet, var moderen fuldstændig smadret. Hendes knoer var blodige, og hun var overtræt efter al den rengøring og forberedelserne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hun får ud af selve måltidet, når hun har brugt så lang tid og så mange kræfter på forberedelserne. Men, som konen insisterede, så gør hun det jo, fordi hun mener, at det er det, Gud ønsker af hende. Det er den rigtige måde at forberede sig til påsken/pesach på.

Og der sad jeg så som dansker og tænkte mit. Først tænkte jeg: sikke et arbejde! Det ville jeg aldrig få gjort. Men på den anden side må det være rart at vide, at hele huset - i det mindste én gang om året - er rengjort helt i bund. Men igen: bliver prisen for høj? Huset er rent, reglerne er fuldt, maden er lavet.. alt er klappet og klart, men når selve festen starter, er man mest af alt klar til at gå i seng og sove til dagen efter. Hvad får man så ud af det? Og hvad handler pesach egentlig om? Hvad er det vigtigste i pesach? At følge reglerne eller få sat tid af samme med Gud til at reflektere over, hvad Han har gjort i vores liv?

Og igen: hvem er jeg til at dømme andre? Det er så nemt som udefrakommende at bedømme andres handlinger og måder at gøre tingene på, men så svært at se sine egne fejl. Ja - måske var det bedre for moderen (og andre hårdtarbejdende kvinder) at gøre mindre rent og bruge mere tid på at være stille, være til, åbne hjertet og lytte. Være Maria og ikke Martha. Men hvad gør jeg selv? Ja - jeg gør i hvert fald ikke hele huset rent - så meget kan jeg love! Men hvad gør jeg i stedet for? Åbner jeg mit hjerte for påskens budskab? For Ham, som kom til denne by for 2000 år siden og døde for min skyld? Eller drukner det budskab i madlavning, påskeforberedelser, travlhed og optagethed af alt muligt andet??

Ting, der indikerer...

Ting, der indikerer, at man har boet længere tid i Israel:

- når jeg konstaterer, at jeg har tilpasset trafikkulturen: nu er jeg også en (lettere) aggressiv og utålmodig bilist. Hvilket fx viser sig ved, at mine piger spontant siger mine trafik-udtryk ved den mindste tøven eller dytten i trafikken, eller jeg lidt forbavset konstaterer, at min tålmodighed er påfaldende lille, når det gælder mine medtrafikanter...

- når min datter vågner ved 5-tiden om morgenen, og jeg skal berolige hende med, at lyden af minareten ikke er farlig, men blot udtryk for, at araberne skal bede

- når jeg med undren må konstatere, at mine børn er blevet internationale: i går sad de og sagde forskellige farver på hhv. dansk, hebræisk og engelsk (samt Hannahs hjemmelavede hebræisk, som er danske ord udtalt med hebræisk intonation og selvbevidsthed :-))

- når jeg opdager, at temperaturen er 17 grader midt i februar, og det ikke undrer mig

- når jeg med selvfølgelighed spiser friske jordbær om vinteren

- når jeg tænker over alle de penge, vi indtil nu har sparret på flyverdragter, vinterstøvler og huer/vanter

- når Hannah ikke kan huske ordet "rød" på dansk, men automatisk bruger ordet "adom" på hebræisk i stedet for

- når jeg bliver irriteret over at blive kaldt 'turist'

- når min første reaktion på en bureaukratisk proces er at sukke

- når folk fra DK omtaler bands eller tv-programmer, som jeg aldrig har hørt om

- når jeg tager mig selv i at brokke mig over kulden hernede (4 grader) til en dansker, som har minus 8 grader udenfor.. og hurtigt forsvarer mig selv med, at 'husene altså er dårligt isolerede hernede...'

- når jeg begynder at overveje at lære at lave leverpostej af kyllingelever

- når jeg bruger mine døtre som tolke og oversættere

- når jeg ikke bliver vildt overrasket over at trække et nummer, der er 30-40 numre foran det nummer, der bliver ekspederet i banken eller på posthuset

- når ens datter som den første i familien får et israelsk id-nummer (for at kunne blive indskrevet i skolen)

- når jeg ser Mini-Israel, som er modeller over en række seværdigheder i Israel, og må konstatere, at jeg har set rigtig mange af stederne

- når jeg tager mig selv i at længes efter dansk rugbrød med leverpostej

Listen kunne blive ved... jeg synes, det er lidt sjovt indimellem at standse op og lægge mærke til de små forskelle mellem livet i DK og livet i Israel. Forskelle, som vi ofte ikke tænker på i hverdagen, men som alligevel er der :-)

Opdatering...

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt nyt her fra Jerusalem, da vores julehilsen ikke bliver ved med at være aktuel :-) Vi er kommet godt ind i det nye år og har fået lagt sidste hånd på forårets kirkeprogram (den skal nok blive lagt ud på hjemmesiden inden så længe...), så alt i alt går det fint.

Martin, min barselsvikar, ankom i går aftes og virker til at være en rigtig fin fyr. Lige nu er han ude på en cykel-recogniseringstur med Jakob og Adrian for at tjekke området ud omkring Latrun, inden vores annoncerede mountainbike-tur på tirsdag. Another hard day at work!

På fredag holder vi afskedsfest for to volontører (Ditte og Anne) og en studerende (Adrian), hvis selskab vi alle har sat stor pris på i efteråret. Vi ønsker alt det bedste for dem alle og håber at se dem igen. Det er altid lidt mærkeligt at skulle sige farvel til volontører og andet godtfolk. Vi glæder os naturligvis over, at de har haft et godt ophold og er taknemmelige for det, vi har oplevet sammen. Men det er også lidt trist og vemodigt, hver gang et hold stopper.... vi kan ses igen i DK, men det bliver aldrig det samme... Jeg har nok bare stadig ikke vænnet mig til alle de goddag'er og farveller, som man udsættes for hernede.
Heldigvis er det ikke kun farveller. Vi har godt nok lige sagt farvel til vores volontør Marie og til Ida og Mathias, som var lederpar i Joffihuset, men samtidigt har vi også sagt goddag til Peter og Margrethe, som er det nye lederpar - vi glæder os til samarbejdet og samværet! Og til Martin. Og snart til de nye volontører, som kommer i starten af februar og marts.

For dem af jer, der måske synes, at der til tider går lidt for meget mor-snak i denne blog - jeg beklager. Men jeg kan ikke love, at det bliver bedre i den nærmeste fremtid... :-) Forleden dag fik jeg en snak med tyske Vibeke-Marie, som er med på mit hebræisk hold. Vi kom til at snakke om barselsforholdene i Tyskland i sammenligning med DK. Ifølge hende virkede det som om, at der ikke var så stor forskel i vilkårene for barslende kvinder i DK og i Tyskland hverken før eller efter fødslen. Den helt store forskel lå i, at en stor procentdel af de tyske kvinder (især i det tidligere Vesttyskland åbenbart) ikke startede igen på arbejdsmarkedet efter 1 års barsel, men valgte at gå hjemme ved barnet, indtil han/hun blev tre år. Det er selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre med sig selv og sin mand, hvordan man vil gøre det, men jeg blev alligevel noget overrasket over, at procentdelen var så stor (kan desværre ikke huske tallet). Måske fordi jeg selv har svært ved at se mig selv gå hjemme, indtil junior bliver tre år (tror, at min hjerne ville holde helt op med at fungere..), men også fordi emnet relaterer lidt til det, som jeg i sin tid skrev speciale om. Hvordan kvinder i DK i 1930erne begyndte at kæmpe for deres ret til at komme på arbejdsmarkedet og blive set som andet og mere end mødre. Også som individer, der havde noget at bidrage med i samfundet, og at samfundet derfor blev nødt til at indrette sig efter, at disse individer havde børn, som skulle passes. En begyndende udvikling, der siden har ført til, at langt de fleste danske kvinder nyder deres 1 år på barsel og så starter igen på arbejdsmarkedet. Men hvilke chancer har tyske kvinder for at gøre en forskel på arbejdsmarkedet, hvis de er væk i mindst 3-4 år?? Pr. barn! Det gør det da fuldstændig umuligt.
Jeg synes bare, at det var meget tankevækkende, at det tyske samfund, som jeg på mange måder anser for at være moderne og langt fremme i udviklingen, lige på dette punkt virker til at være lidt fastholdt i traditionelle kønsrollemønstre og opfattelser af, hvad den 'ægte' og 'rigtige' kvinde bør gøre.

Jeg elsker mine børn over alt på jorden og er dybt taknemmelig for muligheden for at være sammen med dem så intenst i løbet af deres første leveår - også selvom det til tider kan frustrere mig at gå hjemme. Men det ændrer ikke ved, at jeg ser mig selv som en kvinde med flere roller. Jeg er ikke 'kun' mor - jeg har også andet at byde på. Og jeg vil gerne lære, udvikle mig, udfordres og blive klogere... på mange af livets områder.

To dage efter denne snak med Vibeke-Marie snakkede jeg kort med en israelsk mor fra Hannahs børnehave, som har en lille baby på knap 4 måneder. Utrolig sød og dejlig baby. Moderen fortalte så, at hun allerede skulle starte på arbejde igen om 1 måned (5 måneders barsel i Israel er faktisk lidt usædvanligt!), men at hun ikke nænnede at aflevere hende i en institution, så hun havde hyret en Nanny til at komme og passe hende derhjemme. Stakkels mor. Og virkelig ærgeligt, at de israelske barselsregler er så dårlige for både mor og barn. Det kan godt være, at det er et spørgsmål om økonomi (hvilke andre argumenter kan der ellers være?), men det er stadig ikke holdbart for hverken mor eller barn.
Og hvor blev kontrasten stor til både tyske og danske mødre....

Årets julehilsen

Jerusalem december 2011

Kære venner og familie!

Endnu et år er gået, og det er blevet tid til den årlige julehilsen. Egentlig en god måde at få tænkt lidt over året, der er gået, med alle de gode og mindre gode oplevelser, men også en anledning til at få sagt tak for samvær, snakke og tanker.

2011 har været et godt år for os her i Jerusalem. Vi bliver efterhånden mere og mere ’rutinerede’ i det at bo i et andet land, men jeg vil dog ikke afvise, at vi ikke stadig kan overraskes, forundres, irriteres og udfordres! Foråret bød på afsked med vores 3. volontørhold og velkomst til vores 4. hold. Dette hold bestod dog kun af to personer, som passede sig selv meget af tiden, så for første gang i vores tid hernede stod vi uden et ugentligt møde med volontører og en række aflyste arrangementer, hvilket betød en masse ekstra tid. Det passede meget godt, da Jakob havde meget travlt på Caspari med at arrangere et fire ugers kursus for 21 norske MF-studenter i marts-april. I marts fik vi besøg af Jakobs forældre og nød at have fri sammen med dem. Gode oplevelser og minder. Og så kom MF-studenterne, og Jakob forsvandt fra Bar Kochba str.! Ej, helt så slemt var det ikke, men han havde meget travlt i den periode både med guidede ture og undervisning. Heldigvis gik kurset rigtig godt, og Jakob og Knut (chef på Caspari, overbo og god ven) fik god respons tilbage. Kurset blev afløst af påsken, som traditionen tro også er en travl periode i Jerusalem, så det var et godt brugt præstepar, der kunne sætte sig i sofaen i ugen efter påsken. Travlhed eller ej – så synes jeg altid, at påsken er noget helt særligt her i Jerusalem. Det rører mig at stå på Oliebjerget kl. seks om morgenen påskedag og se solen stige op eller synge påskelovsange med 600 andre skandinavere i Gravhaven senere på dagen. Ikke fordi det skal være alt afgørende at være på præcis det rigtige sted (hvilket vi jo heller ikke var – det er i Gravkirken!), men vi er i den samme by – som også i dag har det samme behov for at høre budskabet om ham, som kom for at slutte fred; både i hjertet og blandt mennesker.

Den ekstra tid i foråret gav mig mulighed for at prøve noget nyt. Derfor valgte jeg i januar at starte som volontør i Giftshoppen på Betlehem Bible College én dag om ugen. Både for at lære lidt om livet på den anden side af muren, men også for at lære nogle kristne palæstinensere at kende.  Det har været meget lærerigt for mig - både det at vænne sig til checkpoints og arabiske taxachauffører, men også at møde folk fra en lang række andre lande og at blive gode venner med fx Samar. En lokal, kristen palæstinensisk kvinde på 28, som på mange måder minder om mig, og så alligevel slet ikke. Jeg har sat stor pris på det – også selvom visse dage har bestået af at prismærke keramik, opstille krybbespil, betjene kunder eller rydde op. En anden ting, som jeg valgte at gøre, var at følge et fag på Holyland University om Israel i det 20. århundrede. En dag om ugen sad jeg på skolebænken igen og blev undervist sammen med 6 andre kristne fra 5 forskellige lande. Kontrasten til arbejdet i Betlehem var stor – især fordi de andre deltagere og underviseren var kristne zionister, som ikke lagde skjul på deres holdning til konflikten i landet og på, hvordan den skulle løses. Den ene dag sad jeg og diskuterede med en palæstinenser, om Israel selv var skyld i den 2. intifada, idet alle terrorhandlinger stoppede den dag, de begyndte at bygge muren (jeg var uenig!). Den anden dag diskuterede jeg med en finsk zionist, om løsningen på konflikten nu virkelig ’bare’ var at sende alle palæstinenserne til Jordan (igen: uenig!). Fastlåste holdninger og ensidige opfattelser findes på begge sider af konflikten hernede, og der sad jeg så i midten!

2011 bød heldigvis også på en god lang sommerferie i Danmark sammen med familie og venner. I år var vi alle hjemme ca. 8 uger, og vi nød samværet med jer alle. Tak for gode oplevelser, snakke og ikke-kosher mad! J Sommeren blev også præget af, at vi fandt ud af, at vores tredje barn var på vej! En dejlig og glædelig nyhed, som hurtigt blev afløst af kvalme, opkast og migræneanfald. Puha. Heldigvis går det meget bedre nu, og vi har siden fundet ud af, at vi skal have en dreng. Til stor glæde for os alle – og især for faderen J I skrivende stund fylder maven godt, junior viser tendenser til at blive en fodboldspiller, og vi har fået købt lidt lyseblåt tøj, så mon ikke vi er klar, når han melder sin ankomst sandsynligvis engang sidst i februar? Vi glæder os i hvert fald meget alle fire til at hilse på ham og lære ham at kende. J

Og apropos børn – så trives vores to dejlige piger. Rebekka er blevet fem år og er startet i pre-school i en messiansk børnehave. Det lyder måske vildt at starte i skole som fem-årig og pludselig have ’lektier’ for, men i virkeligheden leger de meget af tiden, og så skal hun måske skrive 10 5-taller på et papir, når hun kommer hjem. Uanset hvad, trives hun godt med det. Det er lige noget for hende, og hendes viden om både det hebræiske og det danske alfabet øges. En dag om ugen lærer hun også engelsk, så hun bliver hurtig så klog! Vi er glade for, at hun er godt med boglig set, men det bedste er dog at høre, at hun er en god ven mod de andre. Det betyder alligevel mere. Hun er stadig mild og god og kærlig mod sin søster. Og Hannah? Ja, hun er nu 3 år og en af de store i børnehaven. Hun er fuld af krudt og ballade (på den gode måde) og har en udpræget sans for humor. Meget populær i børnehaven og har en distinkt israelsk personlighed, som slet ikke minder om os andres. Meget skægt at se. En dejlig glad og frisk pige.

Efteråret har budt på vores 5. volontørhold, og denne gang er vi oppe på god flok. Dejlige volontører, som er meget aktive i vores arrangementer, i godt humør og meget hjælpsomme. Vi glæder os til at fejre jul med dem på lørdag, hvor vi i alt bliver 11 personer. For første gang skal vi selv stege kalkunen – spændende, men mon ikke det går, når vi nu også har bacon? 1. juledag fejrer vi en privat familiejul med pigerne og lader roen sænke sig over det lille hjem.

Det har været et travlt efterår, men også fyldt med gode oplevelser. Jakob havde både Galilæaturen og ørkenturen, men begge ture gik godt. Jeg er startet på hebræisk undervisning to aftner om ugen, og i oktober havde vi fornøjelsen af at have besøg af Michael og Marianne samt tre børn i to uger! Utrolig dejligt besøg, masser af gode lege, snakke og oplevelser og en bombet lejlighed J Lige præcis sådan det skal være! Tak for besøget, M&M – vi gemmer det som et godt minde i hjertet. 

Så alt i alt er livet godt her i Jerusalem, som I måske fornemmer. Børnene trives, arbejdet er godt, manden elsker stadig sin BMW og sit nye computerspil, maven vokser, og konen prøver på ikke at være stresset, men derimod være sød og rar J Vi er spændte på, hvad det nye år vil bringe med barsel (min afløser, Martin, kommer midt i januar), baby og nye muligheder. Men lige nu øver vi os i at være i nuet, bare være sammen som familie og lade tankerne samles om julens budskab, som netop i år virker særligt aktuelt og nærværende:

”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Esajas 9,5)

Med ønsket om, at julens budskab og fred også må sænke sig over jer. Glædelig jul!

Mange kærlige hilsner fra Lise og Jakob, Rebekka og Hannah (samt junior)

Udpluk fra Ulpan

Så sidder jeg der igen - altså på skolebænken. Det plejer at være et sted, jeg godt kan lide at være, og det er det egentlig også denne gang, hvis man ser bort fra, at det foregår to aftner om ugen (søndag og onsdag) fra kl. 17.30-20.30. Puha - tidspunktet er ikke det allerbedste for en gravid småbørnsmor, men jeg prøver da at få banket noget sprog ind i hovedet. Så må vi se, om det lykkedes denne gang....
Tænkte, at jeg ville dele lidt af oplevelsen med jer ved at fortælle jer lidt om nogle af de andre på mit hold.

Den første aften sad jeg ved siden af Octavio, som er katolsk pater fra Columbia. Ca. 40 år. Vi skulle tale sammen to og to, og jeg skulle spørge ham, om han var far! Tja.. jeg kendte nok svaret på forhånd, men han grinede lidt og sagde, at han ikke var far i fysisk, men spirituel forstand. Godt reddet.

Spencer er en kraftig amerikansk jøde på ca. 60 år, som er i Israel i 1 år, fordi hans kone læser til rabbi. Hans største problem for tiden er vist kulden og det at vænne sig til, at alt er småt (i hans øjne). Folks lejligheder, senge, brusere, borde, stole - alt! Han er nok vant til en anden standard from over there..

Hver aften sidder jeg ved siden af Cynthia, som er en sød, argentisk jøde på ca. 28, som lige er ankommet til Israel, hvor hun skal være 1 år. Hun har en jødisk kæreste, som læser til rabbi, men kommer selv fra en sekulær familie. For hendes forældre var det en større forandring, at hun blev kæreste med en rabbi, end da hendes søster blev kæreste med en katolik! Ironisk nok er det ofte mig, der må forklare hende ting om jødedom, som fx hvad den dag hedder, som jøderne holder hellig: Øh, du mener Shabbat?? Men en meget sød og venlig pige.

På et tidspunkt blev jeg sat til at lave en øvelse sammen med Amal, som er en ung, spinkel, arabisk kvinde midt i tyverne. Vi skulle prøve at udtrykke på hebræisk, hvilke tre elementer, der - filosofisk set - kunne være med til at opretholde verden. Og her troede jeg, at det var alef-holdet, jeg var på!! Nå, men jeg fik da sagt noget med Ahava (kærlighed), Mispahot ve haverim (familie og venner) og Elohim (Gud). Hun var enig i de to første elementer, men ville ikke gå med til den sidste. "Jeg er ikke religiøs og tror ikke på Gud", sagde hun. Jeg burde måske også have forudsagt, at forslaget ikke ville falde i god jord. Jeg gik med til, at vi skrev "etik" i stedet for, og for mig selv tænkte jeg: "Gud er alligevel i kærlighed, så jeg fik ham med :-)"

I aftes tog jeg sporvognen hjem sammen med Vibeke-Marie, som er en tysk forsker, og Tazmin, som er en ung palæstinensisk kvinde med muslimsk baggrund. Tazmin fortalte lidt om sit liv: hendes mor er fra Vestbredden, og hendes far er fra Østjerusalem. Hun er selv født i USA og har også boet 5 år i Hebron, indtil hendes familie for nogle år siden flyttede til Østjerusalem. Har lige uddannet sig som ergoterapeut og virker som en intelligent og kvik pige. Men det var lidt mærkeligt at høre om hendes liv midt i sporvognen en sen onsdag aften omgivet af jøder, som skulede til hende, når hun fortalte om sin opvækst i Hebron under intifadaen, eller hvor frustrerende det var pt., hvor hun har opholdstilladelse i Israel, men ikke et israelsk ID-kort. Dvs. hun ikke må køre bil eller arbejde fx. Nyuddannet, men med ingen mulighed for et arbejde, medmindre hun vil arbejde på Vestbredden. Jeg forstår egentlig godt frustrationen, selvom jeg ikke personligt kan relatere til det, men hvad mon den unge jødiske kvinde ved siden af hende i toget tænkte? Hvorfor skulede hun sådan til hende?  

Dette var blot et lille udpluk for at give jer en fornemmelse af, hvad jeg kan opleve søndag og onsdag aften, udover at lære nye verber og grammatik.

Børn - børn - børn

Når jeg (Lise) læser mine indlæg på Facebook, kan jeg godt indimellem standse op og tænke: "utroligt, som jeg altid skriver om mine børn. Er der ikke andet i mit liv?" Og jo - selvfølgelig er der det, men når man er mor til to  charmetrolde og har en mere på vej, så fylder det meget i hverdagen, i tankerne og i følelserne. For skønne er de... det kan man ikke komme udenom (og det er naturligvis helt objektivt set :-))
Som når vi i sidste uge fik at vide af pædagogen i Rebekkas børnehave, at hun var meget dygtig til at forstå hebræisk og følge med i undervisningen, men samtidigt også var en god ven. Og få dage efter får nogenlunde det samme at vide om Hannah: hun er kvik og en god ven. Ja, så bliver jeg som mor stolt. Jeg er naturligvis glad for, at de kan følge med, men jeg synes faktisk, at det med at være en god ven slår det andet! Det er et godt ry at have. 


Nå, men for at dette indlæg ikke bare skal handle om ros til mine unger, så faldt jeg i dag over dette indlæg på facebook: http://www.etik.dk/artikel/439056:Screening--Israelske-boern-sagsoeger-for-at-vaere-blevet-foedt 
En ret skræmmende artikel, som omhandler, hvordan en stigende mængde handicappede i Israel lægger sag an mod de læger og myndigheder, som sørgede for, at de blev født. Hele 600 retssager menes der at have forekommet siden 1987. 600 personer har anklaget myndighederne for det liv, de har fået, som de åbenbart ikke mener, har nok værdi. 
Som Rabbi Avraham Steinberg fra Hadassah Hospital på Mount Scopus udtaler til et tidsskrift: "Jeg finder det meget svært at forstå, hvordan forældre kan stille sig op på vidneskranken og sige til deres børn: "Det ville være bedre for dig ikke at være blevet født." Hvad er de psykologiske virkninger på børnene?"
Et meget godt og skræmmende spørgsmål! 


Hvordan kan forældrene få sig selv til at gøre det? Hvordan påvirker det et barn at høre sådanne ord af sine forældre? Og hvordan kan et menneske nå dertil, at det ønsker ikke at være blevet født? 


Artiklen fortsætter med at påpege, at Israel er et af de lande i verden, der foretager flest screeninger af fostre. Og i min gravide tilstand er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Ikke fordi jeg er blevet skannet så vældig meget. En skanning for nogle uger siden, hvilket svarer til en uge 19 skanning i DK. Men jeg blev både overrasket og lidt chokeret over, hvor længe lægen skannede mig. 45 minutter, og så føltes det også, som om alt på babyen var blevet undersøgt. Helt ned til dens drøpel og øjenlinser! Var det også nødvendigt? Ikke fordi jeg blev forarget over det, men mere lidt forundret. Fik følelsen af, at jeg var med på en jagt efter fejl .Heldigvis blev der ikke fundet nogle - et sundt og velskabt barn er på vej, og vi får endda fornøjelsen af at prøve at få en dreng denne gang, så vi kan da ikke være andet end lykkelige og tilfredse med det. 


Men når jeg tænker tilbage på en snak, jeg havde med en af volontørerne, om at det var en god skik i Israel, at mange mongoler arbejder som afryddere på caféer og lign., fordi  de er ude mellem andre folk, og faktisk gør deres arbejde meget samvittighedsfuldt og dygtigt. Ikke som i DK, hvor det kan føles som om, at handicappede er nogle, som skal gemmes væk og helst ikke ses og høres. Det er naturligvis en grov generalisering, men tendensen mærkes indimellem. Men få dage efter denne snak fandt jeg ud af, at der foretages op til 60.000 aborter i Israel om året! Skræmmende tal. Der måtte jeg så lige revidere min opfattelse af den israelske holdning til sygdom og handicap. 


Dette er ikke skrevet for at fordømme andre. Det er ikke min opgave. Men jeg kan ikke andet end have ondt af de små babyer, som aldrig får lov til at blive født og mødt med kærlighed. Eller de stakkels kvinder, som må gennemgå en sådan oplevelse. Eller de børn, som vokser op, men fortryder, at de har fået livet, og som ønsker at have være blevet fjernet. 
Hvor må det gøre ondt på deres himmelske far, som elsker dem for det indvid, de er.